Mine piger er ved at nå en alder nu, hvor de er ret skarpe til at moderer rundt på diverse sociale medier. Eller i hvert fald youtube, det bruger de meget. Men efter Merle er startet i skole, så er hun også blevet meget mere opmærksom og dygtig i, hvad man faktisk kan bruge sådan en Ipad til.

2 gange har hun oplevet her i sit første skoleår, at hendes klasse har været i den lokale avis, fordi Hedensted Skole har haft et eller andet form for tiltag, som man har villet skrive om. Og begge gange har Merle så været på de fotos der er blevet brugt. Hun er kommet hjem, og var voldsomt stolt over, at hun sørme var i avisen. Det synes hun er kæmpe stort.

Jeg besluttede mig så for, at det nok var nu, at jeg blev nødt til at inddrage hende i, hvor meget hun allerede er “markedsført” på de sociale medier. Hvordan halvdelen af hendes navn, rent faktisk udgør min profil, og hvor mange billeder af hende, der kan findes på google.

Det var en lidt udfordrende samtale, og jeg synes faktisk det var lidt svært. For pludselige stod hun der, og havde en mening om, at jeg deler så mange billeder af hende. Jeg viste hende hvordan hun kunne søge på nogle forskellige ord, og på den måde finde fx vores skiferie, eller Totte, eller bare billeder af os og vores hus.

Efter et par dage, så kom Merle pludselig ned fra sit værelse, og udbryder “MOR, er du godt klar over, at der på det der google ligger et billede af mig uden tøj på”…. Først blev jeg helt fjern og flov, jeg tænkte at det gjorde der HELT SIKKERT IKKE, og bad hende naturligvis om at vise mig det.

Hun røg direkte på google, skrev sit søgeord, og ganske langt nede, dukkede der så et sødt billede op af hende, jeg tænker hun er 4-5 år, og ja, man kan se hendes bare overkrop, men ikke andet. Det synes hun så bare pludselig var helt vildt pinligt, og mærkeligt osv osv.

Det er første gang jeg sådan stod med en lidt usikker fornemmelse på, hvor meget jeg egentlig burde dele mine piger. Billedet er tydeligvis nogle år gammelt, jeg fik ikke set om det stammede fra instagram eller fra bloggen, og det var heldigvis meget uskyldigt. Med tiden har jeg også fået meget mere erfaring og mening omkring, hvad jeg deler og hvad jeg ikke deler.

Men jeg er også kommet frem til, at pigerne fremover, skal inddrages mere i, hvad billederne bliver brugt til, at de fremstår som en del af mig, mit “brand” og hele min profil.

Hvilke tanker gør I andre Jer om at dele Jeres børn på bloggen og på Instagram, at bruge dem som små “reklamesøjler” osv osv?

Billedet herover er ikke det som Merle fandt, men blot for at vise, hvilken vinkel der for mig er vigtig fremover når vi tager sommerbilleder.

Jeg kom til at se, at det virkelig virkelig er længe siden jeg har vist Jer rundt her hjemme. Jeg ved godt, at jeg ofte tager det som en selvfølge, at I ser med ovre på instagram. Hvor jeg faktisk tror folk har fået nok at mit hjem, i hvert fald smutter der 5-10 følgere hver gang jeg viser noget der fra… fnis… Men selvfølgelig kommer der også nye til, så det går op alligevel.

Anyway, jeg ved godt, at der er nogle her, som har fulgt med mig helt fra start, som ikke er på instagram, og at jeg før i tiden var bedre til at vise mine forandringsprocesser, og hele reportager. Så derfor kommer her et indlæg, med masser af billeder, hvor jeg forsøger at tage Jer med hele vejen rundt. Med nye billeder, som jeg har taget lige præcis idag….

Og hey, jeg har faktisk lige malet en væg i spisestuen idag, og det er altså første gang den bliver vist frem, lige her i dette blogindlæg 🙂

Forbered Jer på ren fotospam, jeg håber I vil synes om det 🙂

Første, tusind tusind tak for alle Jeres søde og fine beskeder på mit indlæg om depression, jeg er så overvældet, jeg lover at vende tilbage med svar til Jer alle, både på mail og her på bloggen, men energien forlod mig lige for en stund, læs her i indlægget hvorfor :-/

Jeg hader influenza…. fik jeg sagt at jeg HADER influenza….. Jeg har ligget i min seng, rejst mig, taget et bad, lagt mig på sofaen, rejst mig og gået i seng. Sådan har mit liv kørt på repeat siden onsdag i sidste uge. Billedet herover er udsigten fra min seng, billedet nederst er udsigten fra min sofa…. :-/

Vi landede hjemme i egne gemakker sent sidste søndag efter den fantastiske skiferie, jeg havde en lang arbejdsdag foran mig mandag, et fedt arrangement som jeg gerne ville være en del af, men som også betød en lidt længere dag end jeg lige plejer. Det er det der er så cool ved mit job, at jeg sådan kan flekse rundt som det passer arbejdspladsen og mig. Elsker det…. Nå, men jeg lander hjemme ved 5 tiden mandag eftermiddag, her får vi støvsuget, vasket, lavet mad, lektier og hvad vi ellers lige skulle indhente mandag efter en ferie. Og da jeg så sætter mig i sofaen mandag aften, der frøs jeg pludselig helt vildt. Tænkte, ja det er nok bare fordi jeg er træt…. Men så vågnede jeg flere gange natten til tirsdag og min hals gjorde mere og mere ondt… ØV ØV….

Tirsdag var jeg på arbejde, tog direkte hjem på min sofa, tidligt i seng, slæbte mig ud af sengen onsdag, fordi jeg havde en aftale med 2 journalister fra en blog i Korea…. Det lover jeg at vise frem når de får lagt deres artikel online…. efterfølgende forårskoncert på skolen, som man altså heller ikke vil gå glip af….. På nuværende tidspunkt har jeg feber og er så snottet, at jeg intet er værd længere. Torsdag forsøgte jeg at tage på arbejde, men kl 11 hejste jeg det hvide flag og kørte hjem. Jeg kunne IKKE mere. Siden torsdag middag har jeg så kørt den liggende position på repeat, og kedet mig helt vildt. Jeg hader influenza og feber. Man er simpelthen bare så træt og ugideligt, og er intet værd.

Inden Norge var jeg endelig begyndt at motionere lidt igen, var ude og gå små 4-5 km hver anden dag, og på skiferien fik jeg rørt mig en del også, jeg var totalt opsat på at komme hjem og fortsætte gejsten. Men jeg skal fandme da lige love for, at man er sat tilbage til start. Jeg hoster også helt åndssvagt nu, så bare jeg går fra min seng og ud på toilettet, så tror min familie at mine lunger er faldet ud undervejs. De synes jeg larmer uhæmmet meget når jeg hoster. Min mor griner og siger det er arveligt, min far larmer nemlig lige så meget når han hoster. Min far og jeg, vi er enige om, at de ALDRIG har haft det lige så slemt som os….

Feberen har heldigvis forladt mig nu, og jeg har været på arbejde idag igen…. Hvilket også betyder, at jeg i skrivende stund næsten er på vej i seng, for jeg er hamrende træt. Det er det med den der energi der lige skal kæmpes tilbage igen….

Jeg har endda ellers fået den der influenza vaccine i efteråret, men den er åbenbart ikke garant alligevel, eller også er den med til, at jeg heldigvis er nogenlunde oppe igen efter en uges tid, hvor jeg de sidste par år har ligget mellem 2 og 3 uger. Det ved jeg så ikke, men jeg havde da drømt om, at jeg var gået fri i år.

Har jeg forresten overhovedet fået vist Jer at jeg har lavet reolen om i stuen??? Jeg tror snart jeg må lave en større boligreportage her på bloggen, det er ved at være længe siden…..

Indlægget er sponsoreret af Visit Norway

Jeg indrømmer blankt, da jeg for ca. 10 dage siden stod her hjemme i Danmark, med en weekend i fuld sol og termometret der næsten sagde 17 grader, der havde jeg meget svært ved at forestille mig sne og kulde, og at pakke bilen til skiferien. Men nu sidder jeg her, med den vildeste anti følelse af, at det er ovre. Vi har haft de mest fantastiske 5 dage i Trysil.

Fra vi kørte hjemmefra, og til vi landede i Trysil tog det ca. 12 timer. 4 timer hjemme fra og til Hirtshals, hvor vi skulle sejle fra, 4 timer med færgen og 4 timer fra Larvik til Trysil. Men i og med man får det afbræk på færgen, så føltes det bare slet ikke så langt. Sejlturen var også virkelig skøn. Vi fik den lækreste buffet på restaurant “catch me if you can”. Den måtte man benytte sig af helt indtil 1 time før ankomst, så vi var selvsagt IKKE sultne resten af dagen. 🙂 Sejlturen var også ret smuk, vi havde den fineste sol der mødte os I Larvik, og smuk sol hele vejen hjem mod Hirtshals. Heller ikke ret mange bølger, så alt i alt en meget behagelig sejltur.

Lad mig starte med at sige, at det har været en oplevelse, som er gået 95% udenfor min comfort zone. Hver dag var en udfordring for mig, men jeg overvandt den, og sluttede hver dag af med at føle det som en sejr. Den helt store optur ligger også i at se, hvordan pigerne fuldstændig tog det til sig. De var så forelskede i at være på ski, de synes det hel var sjovt, og farten kunne ikke være hurtig nok.

Efter halvanden dag var de med farmand ude og ræse på de stejlere pister, de havde helt styr på at være i både tallerkenlift, T-lift og den store hvor man sidder lidt i spænd. De var frygtløse, og det er helt sikkert derfor, de også lærte det så nemt.

T-liften var jeg dog ikke helt dus med, faktisk havde jeg en oplevelse hvor jeg ganske enkelt ikke nåede at dreje den, og jeg landede derfor fuldstændig ude i hegnet, og havde nær mejet 2-3 stykker ned på min vej. Her havde jeg lige en lille krise, det gjorde p…. ondt, og jeg nåede at blive lidt bange. Kunsten for Jesper var her, at få gejsten tilbage i mig. For vi stod aller øverst oppe, og ned skulle vi ligesom igen. Det tog lidt tid, hvor jeg bla. kørte sidelæns op af Jesper, indtil jeg stille og roligt fik skabt mod og balance igen til selv at fortsætte. Det er den slags man oplever som voksen første gang på ski. Men jeg må bare sige, hvis jeg kan det her, altså bare i det format jeg nu har lært, så kan ALLE.

Som jeg nævnte i mit sidste indlæg, var skiskolen helt sikkert det bedste vi kunne have gjort. Både for mig, men helt sikkert også for pigerne. De havde børnetække, de var sjove, og de formåede at lege det ind i pigerne. Og allerede på første dag, var ingen af dem bange for at prøve mere, og ingen af dem var til at drive ind om aftenen. Efter dag 2 var de stort set selvkørende. Når jeg var med ude på de lidt længere pister, så var Jesper nødt til at give dem afmærkninger de måtte køre efter, for de ville bare frem af. Det var bare svært når jeg også var med, for jo, jeg havde skam nogenlunde kontrol over at være på skiene, men farten, den havde jeg ikke for meget af. Dertil følte jeg mig slet ikke sikker. Så det var fuld fart frem, brems…. osv…. ha ha…. Den sidste time for lifterne lukkede tog jeg pigerne med hjem, så farmand også kunne få afprøvet om han kunne huske at være på ski. Jeg blev sgu helt rørt da jeg så ham komme tilbage første gang, hold nu op, hvor er han bare i sit es ude på de pister. Faktisk meget mærkeligt, at en mand man nu har været sammen med i 15 år, har så meget i sig, som jeg slet ikke havde set. Jeg har altid hørt meget om hans opvækst med ski, men jeg havde aldrig oplevet det, før nu. Her er han virkelig hjemme….. Knæet har desværre sat sine begrænsinger for ham, men har formåede dog at komme ned af de sorte pister, i pænt elegant stil. Jeg var IMPONERET.

Fredag aften var der aften åbent og lys på nogle af pisterne, her var Jesper og pigerne ude igen. Jeg havde ikke mere energi i kroppen, så jeg tog et langt bad og slappede af der hjemme. Mine morgener var jeg også nødt til at starte med noget smertestillende til muskelsmerter, jeg var simpelthen SÅ ØM over alt. Føles næsten som en slags influenza der var på vej. Men når først man så kom i udstyret, fik skiene på, og kom der ud, så glemte jeg alt om ømhed….. Indtil næste morgen… ha ha….

De andre aftner var vi faktisk fuldstændig færdige, pigerne gik lynhurtigt om kuld, og vi sad også og var helt stoned i sofaen. Frisk luft og et væld af nye indtryk, det er saftsuseme en go cocktail at gå i seng på.

Hjemmefra havde vi lavet madplaner til alle dagene, (1 dag med taco skaller, en dag med tarteletter og en sidste dag med kyllinge fillet, skivekartofter og jensenssauce). Vi havde masser af rugbrød og pålæg med, vi havde lækre goodies og juicebrikker til rygsækken på pisterne og vi havde masser af snack med til om aftenen. Vi havde ikke brug for at handle ‘en eneste gang på den her tur. Det kan absolut anbefales, at man planlægger maden så meget som muligt hjemmefra, da priserne her oppe er helt utrolig høje. Jesper lurede inde i en butik en dag, og en helt almindelig pakke hakket svinekød, stod til en pris af 79 norske kroner, det vil sige ca. 65 danske kr…. Puha, det ville i den grad blive nogle dyre frikadeller….

Summasumarun er, at nu er vi hjemme igen, vi har haft lidt tid til at fordøje det hele, vi har masser af billeder, masser af små sjove videoer, og i den grad en fantastisk oplevelse i bagagen. Og jeg tror faktisk godt jeg tør sige, at det IKKE bliver den sidste skiferie vi er på som familie. Det har været en helt anden måde at være sammen på, en aktiv ferie, hvor man alligevel hele tiden er fælles om det man laver. Man får brugt sig selv og sin krop, man for udfordret motorikken og alt sammen imens man faktisk har det helt vildt sjovt….

Tegningen her lavede Merle på vores tur hjem, og den siger vidst i virkeligheden det hele.

Kender I det….. ?

Jeg har altid kæmpet ret meget med det…. Faktisk har jeg, til dem af Jer der ikke har læst med siden start, været nede med depression 2 gange i mit liv. Og jeg kan godt mærke, hvornår humøret nogle gange kammer til den forkert side. Idag ved jeg præcis hvad jeg skal gøre ved det, og hvor jeg skal sætte min fokus ind. Men det vidste jeg bare ikke den gang.

Første gang jeg blev ramt, det var da jeg var ca. 23 år gammel, jeg var lige startet på en elevplads på et reklamebureau. Hele verden lå foran mig, rigtig godt job, Jesper og jeg havde lige fået vores første lejlighed sammen, jeg var ung, en del kilo tyndere end idag og jeg synes faktisk ikke jeg havde noget imod mig. Men alligevel, så vågnede jeg hver morgen, med en følelse af, at dynen over mit hoved simpelthen ikke kunne fjernes. Jeg nåede kun lige at møde ind på job, for så at finde mig selv siddende på toilettet med tårene trillene ned af kinderne. Der gik nogle uger før en af mine nye kollegaer en dag hev mig til side, og sagde det som jeg ikke selv havde turdet sige højt “Louise, du er jo syg” “det skal du have gjort noget ved”. Så gik jeg til lægen, og jeg blev sygemeldt i 3 måneder. Langsomt i løbet af de 3 måneder, begyndte jeg at bevæge mig mod lyset igen, jeg fik også de berømte “lykkepiller” i en eller anden grad, og jeg tror helt sikkert også de hjalp. For en tid….. Men da jeg kom tilbage igen, der kunne jeg bare slet ikke finde gejsten i det job jeg befandt mig i, senere viste det sig også, at der nok var noget galt med den arbejdsplads. Godt nok var det et fedt reklamebureau, jeg var skide glad for miljøet og de spændende opgaver. Men kollega miljøet fungerede ikke. Jeg tror kun jeg var der små 2 måneder, så måtte jeg hejse det hvide flag og gi op. Det var ikke et sted for mig, jeg kunne simpelthen ikke finde gejsten. Vi var også 16 der rejste fra den arbejdsplads samme år.

De næste år der kom arbejdede jeg med mig selv, jeg arbejde i Føtex i Vejle, Jesper var på toppen af sin fodbold karriere, og det lykkedes mig at finde en ny elevplads, denne gang som voksen elev i en større Erhvervs mæglerkæde. Jeg blev faktisk ansat som piccoline, men indenfor 3 måneder tilbød de mig en elevplads, og det hoppede jeg på. Egentlig havde jeg lige for inden besluttet, at jeg ville have taget en kreativ uddannelse på Teco centret i Herning. Men så fik jeg tilbud om go løn, fast arbejde tæt på vores lejlighed og en sikker fremtid, så den hoppede jeg på….. Idag ved jeg ikke rigtig om jeg valgte rigtigt, det kreative har jo altid trukket ret meget i mig, og i årene som elev blev det fuldstændig sat til side. Idag er det heldigvis stadig en stor del af min hverdag, og i søde læsere har været med mig i mange kreative processer i vores hjem. Men måske havde det været godt for mig, at have fundet det som min levevej…. Det vides ikke, for det var ikke den vej jeg gik, og jeg kommer ikke til at gå tilbage til studietiden.

Efter endt uddannelse stoppede jeg i virksomheden, og efter kort tid startede vores fertilitets proces, som jeg har skrevet om flere gange, den trak tænder ud, og energien til at finde nyt arbejde, den var ikke tilstede …… Indtil jeg pludselig fik jobbet som lægesekretær elev. Det her var lige da jeg var blevet gravid med Neel, og jeg vidste, at man indenfor den branche, havde let ved at finde en deltidsstilling når man var færdig. Det var det jeg ville, og det var det min krop fortalte mig, at jeg ville trives i. Men som i ved, så gik det galt igen, da jeg vendte tilbage efter barslen med Neel. Jeg kunne simpelthen ikke, jeg brød fuldstændig sammen første dag på arbejde, tanken om, at jeg, mens mine piger var bitte små, skulle arbejde 37 timer om ugen, være på skole af 4 omgange hvor man skulle bo der, og være væk fra sin familie. Det kunne jeg slet slet ikke overskue. Arbejdspladsen modarbejdede mig en del, og jeg måtte have hjælp fra min fagforening den gang. Det lykkedes til sidst, at blive løsrevet fra min uddannelse og for min krop langsomt at finde fodfæste igen.

Nogle vil måske mene at jeg er svag, at jeg burde tage mig sammen. At når andre kan magte en fuldtidsstilling, så kan jeg vel også…. Men det er her jeg gerne vil sige, at det er slet ikke det det handler om. Jeg kunne måske godt magte det, men jeg VIL ikke. Det er jeg stærk nok til at sige idag. For det er IKKE det jeg trives i.

Jeg ved fra tidligere indlæg, hvor jeg har skrevet om det her emne, at der er mange piger der ude, der ligesom jeg, er havnet i suppedasen, og bare har virkelig svært ved at finde gnisten, og lysten til at være i sit eget liv. Og det er altså IKKE fordi man er svag, det er fordi man har andre prioriteter, og fokus skal simpelthen sættes i en anden kurs.

Det er nu 5 år siden jeg sidst var sygemeldt. Og det var egentlig det, jeg gerne ville frem til i det her indlæg….. Jeg har stadig de der dage, hvor humøret er fjernt, gejsten ikke helt er til stede og hvor jeg bare har svært ved lige at være….. Specielt når jeg sådan er kommet på den anden side, af noget jeg virkelig har glædet mig til, og det så er ovre. Der kæmper jeg virkelig med mine følelser….. Men nu ved jeg at de kommer, og jeg er parat til at tackle dem….. Jeg ved også at de går over, for jeg har fået skabt en hverdag, som er helt ok. Jeg kun arbejder de 15 timer fast som kontorassistent, og de resterende timer på bloggen og på Instagram, dem passer jeg ind, når jeg synes det er bedst…..

Anyway….. Vi har allesammen nogle små ting i hverdagen, som vi kæmper med, og som ikke er perfekte. Det her er helt sikkert noget af det som fylder i mig. Som på et tidspunkt havde virkelig meget magt, og var med til at gøre min hverdag svær at være i. Hvor jeg idag har fået det vendt, og synes jeg har fået kontrollen, og i hvert fald værktøjerne til at komme tilbage på sporet, når jeg kan mærke at det trækker den forkerte vej….

Rigtig go dag til Jer der ude, og tak fordi i læser med.

Indlægget er sponsoreret af Visit Norway

Jeg er fuldstændig vanvittig stolt af mine tøser….. Wauw…. Det her går bare over al forventning. I hvert fald for pigerne. Faktisk også for mig, men det tager vi lige senere….

Vi ankom til Trysil sent onsdag aften, hvor det faktisk lykkedes os at sidde fast i noget sne…. lidt træls afslutning efter 12 timer på farten. Men heldigvis fik vi hjælp at et hold søde danskere der kom forbi, og til alt held havde en skovl med…. Efter ankomst i lejligheden, som er helt vildt lækker, med sauna og det hele, var det på hovedet i seng. Vi havde tidligt program med afhentning af skiudstyr kl. 8.30 og skiskole kl. 9.00 torsdag morgen.

Da vi afleverede pigerne hos Emil, deres private skilærer, var det med is i maven og et totalt påtaget “hej hej tøser, og rigtig go fornøjelse”. Jeg var pænt nervøs for hvordan de ville tage det, og hvor godt de ville tage imod. Specielt Neel faktisk, hun kan altså godt være lidt bestemt, og hvis hun først taber modet, så skal der meget til at finde det frem igen.

Mens pigerne var sammen med Emil (som er på billedet øverst), der havde jeg private timer med min skilærer Erik. Til mit held var han dansk, så jeg forstod alt hvad han sagde. Eller min hjerne gjorde, min fødder knap så meget. I hvert fald sansede jeg stort set ikke, at pigerne faktisk var tæt på mig det meste af tiden, jeg havde SÅ travlt med at fokusere på mig selv.

Efter skiskole på dag 1 tog vi hjem og spiste frokost. Fik snakket om hvad vi havde oplevet, hvad vi synes om det hele og hvad vi ellers havde mod på for resten af dagen. Vi havde alle 3 totalt mod på at “ræse” videre der ude…..

Kort efter frokost var vi ude på pisterne igen, og her fornemmede vi virkelig, hvor seje tøserne allerede var. Merle var frygtløs, hun susede bare afsted. Neel havde på daværende tidspunt, ikke lært at køre i såkaldt pizza, havde ikke lært at dreje og heller ikke at stoppe, så hun var mest tryg mellem benene på farmand, som også havde pænt travlt med at holde øje med mig. FNIS….

På første dagen var det utrolig tåget her oppe, så vi kunne ikke rigtig fornemme udsigten og områdets store smukke vidder, men nok godt nok, for så kunne jeg fokusere på at komme levende ned af fjeldet. Og ikke glane og det fine wiew.

Dag 2 startede også med skiskolen, både for pigerne og mig. Da pigerne havde ca. 15 min tilbage tilsluttede vi os dem, så jeg også kunne nå at se hvad de havde lært, og vi kunne høre fra Emil hvor meget de havde styr på og hvordan det var gået.

Efterfølgende tog vi et par ture ned at børnebakken (læs samme bakke som jeg også har befundet mig en del på). Og herefter drog vi igen hjem og fik en tiltrængt frokost.

Pigerne sidder midt i rugbrøden, kinderne er ildrøde, øjnene stråler af stolthed, de har simpelthen så meget på hjerte de gerne vil fortælle, og de kan slet ikke vente med at komme ud igen. Begge to er solgt.

Kl. 13 drog vi afsted igen, denne gang med farmand som den ansvarlige, for jeg var på guidet scootertur rundt i hele Trysil skiområdet. En SUPER fed oplevelse, her havde jeg virkelig optur. Kæft det var fedt at opleve det hele på den måde, og så med fart. Vi susede op og ned af rød bakke (som jeg helt sikkert IKKE når på ski), vi var helt oppe på toppen og nyde udsigten, vi fik kaffe og kage et sted midt på fjeldet, som kun kan nåes på ski. Jeg er dybt imponeret over det her område, min guide fortalte mig, at der kommer ca. 6-700.000 gæster igennem på sådan en sæson og de er ca. 4-500 ansatte på hele området. Det siger lidt om hvor stort her virkelig er.

Efter min guidede tur mødtes jeg med Jesper og pigerne, og vi havde et par timer mere ude på pisterne. De havde fundet en rigtig go rute, som passede pigerne helt perfekt, og her fornemmede jeg virkelig, hvor seje de er blevet. Neel ræser i fuldstændig samme frygtløse fart som Merle, har 95% styr på at få stoppet, svinger og har go kontrol over sine ski. Og jeg oplever lynhurtigt, at de faktisk meget gerne vil køre stærkere end mig. Den rute jeg er med på her, den har de nået 4 gange mens jeg var på scooter, og den når vi altså kun en gang på en time med mig….. hmmmm

Børn er simpelthen bare for seje, de er frygtløse, og i løbet af ingen tid suser de bare ned af bakkerne. Det er totalt syret at bliver overhalet af det ene barn efter det andet, mens man selv står der og forsøger at skabe balance, lægge vægten forrest i støvlen, lægge vægten på rette sted når man drejer og i det hele taget forsøge ikke at falde eller pludselig være i al for høj fart. Jeg har en del udfordringer på de her ski, men jeg er faktisk meget imponeret over mig selv alligevel. Det lover jeg at fortælle mere om i næste indlæg.

Når vi kommer hjem laver jeg en opsummering af hele vores fantastiske tur til Trysil.

Videoen her er taget af pigerne sammen med Emil, i slutningen af deres skiskole på dag 2, og hvis man følger mig på Instagram, så kan man se hvor sejt de allerede har udviklet sig her fra….. Total optur over de her guider, hold nu k… hvor er det bare dygtige.

Indlægget er sponsoreret af Visit Norway

Wauw, det her indlæg har jeg glædet mig til at skrive. Min mave har boblet af forventninger i flere måneder nu, og der er kun 4 dage til forventningen udløses.

Min familie og jeg, skal nemlig på vores aller første skiferie sammen. Rejsen går til Trysil i Norge, og vi rejser med Visit Norway.

Jesper er gammel skibums… Eller det vil sige, han har ikke været guide nogen steder, men i hans opvækst har han været på skiferie de fleste vintre. Han mener selv han er ret skrap til det, og han er overbevist om, at selvom det nu er 15 år siden han sidst var afsted, så vil bakkerne føles som en drøm for ham. Det eneste aberdabei der er for ham, er at han i efteråret havde den trælse operation i knæet, som stadig volder ham store problemer, og han får nok derfor ikke, helt den samme frihedsfornemmelse, som han kunne ønske sig. Men ned at bakkerne, det skal han nu nok komme. Bare med lidt mere forsigtighed end han kunne ønske.

Jeg har ALDRIG, læs ALDIG haft ski på mine fødder, faktisk er jeg ikke særlig begejstret for hverken sne eller kulde, men når jeg hører Jesper tale om de her skiferie han har været på, så har jeg altid været nysgerrig på at opleve det. At opleve den der helt særlige og aktive måde at være på ferie sammen.

Vores piger har selvsagt heller aldrig prøvet det før, Merle og 7 og Neel er 5. Jesper har de sidste par år snakket om, at han virkelig godt kunne tænke sig, at de skulle opleve at være på ski, at lære det mens de er små, og hvor frygten for at falde, bare overhovedet ikke er på niveau med en voksen.

Så da vi i januar pludselig fik den her mulighed præsenteret, da var det med bankende hjerte, og stor begejstring, at jeg kunne fortælle det til Jesper. Jeg siger ikke han græd, men jeg tror det er en af de første gange, hvor han virkelig synes at kunne se, hvor vildt det er, hvad min blog faktisk har tilført os af oplevelser.

På onsdag drager vi så endelig afsted, på den her super spændende oplevelse. Vi sejler der op, og har en tur på ca. 12 time foran os. 3-4 timer i bil, 4 timer på færge og ca. 3-4 timer fra Larvik til Trysil. Vi sejler med Color Line , og glæder os over, at 4 timers sejllads ligger lige midtvejs på turen. Det giver et afbræk for benene, og mulighed for at nyde den populære buffet de tilbyder om bord. Og hey, så er det faktisk første gang pigerne skal sejle med færge.

Jeg er overbevist om, at vi alle 4 går rundt med nogle helt forskellige forventninger til den her tur, Jesper glæder sig bare helt vildt, og håber at der, trods det er sidste på sæsonen, vil være godt med sne der oppe. Pigerne fik et par rulleskøjter hver for nogle uger siden, dem står de på hver eneste dag, og på den måde øver de sig i, at holde balancen og bevæge fødder og ben lidt i stil med når man er på ski. Og jeg, ja jeg glæder mig bare helt vildt til at se min mand i hans es, til at opleve pigerne suse ned af bakkerne, til at se de smukke sneklædte bjerge, til hyggelige eftermiddage med varm kakao…. og så har jeg ærligt en lille smule angst for at få de her ski på….. Men jeg er nok ikke den første blege dansker med den skræk, så mon ikke de kære guider vil give mig den rette ballast, til at turde bevæge mig lidt ned at bakkerne….

Stay tuned….. Jeg kommer med en lille midtvejsstatus når vi er landet oppe i Trysil 🙂

Obs, billederne er lånt på google, da jeg endnu ikke selv har mine egne fra stedet.