Den der svære følelse….. Om at leve med et specielt sind…..

Kender I det….. ?

Jeg har altid kæmpet ret meget med det…. Faktisk har jeg, til dem af Jer der ikke har læst med siden start, været nede med depression 2 gange i mit liv. Og jeg kan godt mærke, hvornår humøret nogle gange kammer til den forkert side. Idag ved jeg præcis hvad jeg skal gøre ved det, og hvor jeg skal sætte min fokus ind. Men det vidste jeg bare ikke den gang.

Første gang jeg blev ramt, det var da jeg var ca. 23 år gammel, jeg var lige startet på en elevplads på et reklamebureau. Hele verden lå foran mig, rigtig godt job, Jesper og jeg havde lige fået vores første lejlighed sammen, jeg var ung, en del kilo tyndere end idag og jeg synes faktisk ikke jeg havde noget imod mig. Men alligevel, så vågnede jeg hver morgen, med en følelse af, at dynen over mit hoved simpelthen ikke kunne fjernes. Jeg nåede kun lige at møde ind på job, for så at finde mig selv siddende på toilettet med tårene trillene ned af kinderne. Der gik nogle uger før en af mine nye kollegaer en dag hev mig til side, og sagde det som jeg ikke selv havde turdet sige højt “Louise, du er jo syg” “det skal du have gjort noget ved”. Så gik jeg til lægen, og jeg blev sygemeldt i 3 måneder. Langsomt i løbet af de 3 måneder, begyndte jeg at bevæge mig mod lyset igen, jeg fik også de berømte “lykkepiller” i en eller anden grad, og jeg tror helt sikkert også de hjalp. For en tid….. Men da jeg kom tilbage igen, der kunne jeg bare slet ikke finde gejsten i det job jeg befandt mig i, senere viste det sig også, at der nok var noget galt med den arbejdsplads. Godt nok var det et fedt reklamebureau, jeg var skide glad for miljøet og de spændende opgaver. Men kollega miljøet fungerede ikke. Jeg tror kun jeg var der små 2 måneder, så måtte jeg hejse det hvide flag og gi op. Det var ikke et sted for mig, jeg kunne simpelthen ikke finde gejsten. Vi var også 16 der rejste fra den arbejdsplads samme år.

De næste år der kom arbejdede jeg med mig selv, jeg arbejde i Føtex i Vejle, Jesper var på toppen af sin fodbold karriere, og det lykkedes mig at finde en ny elevplads, denne gang som voksen elev i en større Erhvervs mæglerkæde. Jeg blev faktisk ansat som piccoline, men indenfor 3 måneder tilbød de mig en elevplads, og det hoppede jeg på. Egentlig havde jeg lige for inden besluttet, at jeg ville have taget en kreativ uddannelse på Teco centret i Herning. Men så fik jeg tilbud om go løn, fast arbejde tæt på vores lejlighed og en sikker fremtid, så den hoppede jeg på….. Idag ved jeg ikke rigtig om jeg valgte rigtigt, det kreative har jo altid trukket ret meget i mig, og i årene som elev blev det fuldstændig sat til side. Idag er det heldigvis stadig en stor del af min hverdag, og i søde læsere har været med mig i mange kreative processer i vores hjem. Men måske havde det været godt for mig, at have fundet det som min levevej…. Det vides ikke, for det var ikke den vej jeg gik, og jeg kommer ikke til at gå tilbage til studietiden.

Efter endt uddannelse stoppede jeg i virksomheden, og efter kort tid startede vores fertilitets proces, som jeg har skrevet om flere gange, den trak tænder ud, og energien til at finde nyt arbejde, den var ikke tilstede …… Indtil jeg pludselig fik jobbet som lægesekretær elev. Det her var lige da jeg var blevet gravid med Neel, og jeg vidste, at man indenfor den branche, havde let ved at finde en deltidsstilling når man var færdig. Det var det jeg ville, og det var det min krop fortalte mig, at jeg ville trives i. Men som i ved, så gik det galt igen, da jeg vendte tilbage efter barslen med Neel. Jeg kunne simpelthen ikke, jeg brød fuldstændig sammen første dag på arbejde, tanken om, at jeg, mens mine piger var bitte små, skulle arbejde 37 timer om ugen, være på skole af 4 omgange hvor man skulle bo der, og være væk fra sin familie. Det kunne jeg slet slet ikke overskue. Arbejdspladsen modarbejdede mig en del, og jeg måtte have hjælp fra min fagforening den gang. Det lykkedes til sidst, at blive løsrevet fra min uddannelse og for min krop langsomt at finde fodfæste igen.

Nogle vil måske mene at jeg er svag, at jeg burde tage mig sammen. At når andre kan magte en fuldtidsstilling, så kan jeg vel også…. Men det er her jeg gerne vil sige, at det er slet ikke det det handler om. Jeg kunne måske godt magte det, men jeg VIL ikke. Det er jeg stærk nok til at sige idag. For det er IKKE det jeg trives i.

Jeg ved fra tidligere indlæg, hvor jeg har skrevet om det her emne, at der er mange piger der ude, der ligesom jeg, er havnet i suppedasen, og bare har virkelig svært ved at finde gnisten, og lysten til at være i sit eget liv. Og det er altså IKKE fordi man er svag, det er fordi man har andre prioriteter, og fokus skal simpelthen sættes i en anden kurs.

Det er nu 5 år siden jeg sidst var sygemeldt. Og det var egentlig det, jeg gerne ville frem til i det her indlæg….. Jeg har stadig de der dage, hvor humøret er fjernt, gejsten ikke helt er til stede og hvor jeg bare har svært ved lige at være….. Specielt når jeg sådan er kommet på den anden side, af noget jeg virkelig har glædet mig til, og det så er ovre. Der kæmper jeg virkelig med mine følelser….. Men nu ved jeg at de kommer, og jeg er parat til at tackle dem….. Jeg ved også at de går over, for jeg har fået skabt en hverdag, som er helt ok. Jeg kun arbejder de 15 timer fast som kontorassistent, og de resterende timer på bloggen og på Instagram, dem passer jeg ind, når jeg synes det er bedst…..

Anyway….. Vi har allesammen nogle små ting i hverdagen, som vi kæmper med, og som ikke er perfekte. Det her er helt sikkert noget af det som fylder i mig. Som på et tidspunkt havde virkelig meget magt, og var med til at gøre min hverdag svær at være i. Hvor jeg idag har fået det vendt, og synes jeg har fået kontrollen, og i hvert fald værktøjerne til at komme tilbage på sporet, når jeg kan mærke at det trækker den forkerte vej….

Rigtig go dag til Jer der ude, og tak fordi i læser med.