At pace sit barn vs opbakning.... - Mor til Mernee

At pace sit barn vs opbakning….

Så blev det tiden, hvor jeg kunne skrive det her indlæg, som har ligget mig på sinde over en længere periode. Nemlig omhandlende mine pigers gymnastik… Og vores rolle i det som forældre.

Der er mange der spørg mig løbende, hvor det er de går, hvor mange år de har gået osv osv. Og jeg håber, at jeg med dagens indlæg, kan skabe mere lys over den her gymnastik tilværelse 🙂

Gymnastikken fylder utrolig meget i vores hjem, og det har det nu efterhånden gjort i nogle år, men hvor det i starten var sådan en slags irritation for mig, er det idag blevet noget, vi indretter vores liv efter.

Det er svært at forklare helt præcis hvor det skiftede fra det ene til det andet, men jeg vil gætte på, det nok primært skete i løbet af sidste år, hvor Merle pludselig tog et ryk…. Hvor jeg endte med at sidde og tude til en prøve opvisning, efter de havde været samlet en hel weekend, og skulle vise hvad de kunne… Og jeg bare blev fuldstændig overrumplet over hvad jeg så.

Merle er netop startet på hendes 3 sæson på det her forholdsvis høje gymnastik niveau, den gang hvor hun startede var der “kun” en træning med aspirantholdet og en gang på lokal holdet. Men hjemmetræning HVER dag. Det er ret hård hjemmetræning for en lille utrænet pigekrop, men jeg må sige, det forandrer sig hurtigt, hvis man virkelig gør det….

Men det meste af første år, var ‘en lang kamp, for at få hende igang med de øvelser….. Det gad hun simpelthen ikke. Hun fyldte 8 lige efter hun var blevet optaget, så større var hun altså heller ikke. På det her tidspunkt synes jeg også det var vildt irriterende, at min søndag skulle begrænses, fordi hun skulle til træning fra 14-16. Og der var altså ikke rigtig noget der hed “vi hopper lige over idag”. Træneren ser gerne børnene selv melder sig syg, for på den måde, så er de ofte ikke syge alligevel….

Merle startede sammen med en flok veninder, og gymnastikken gjorde, at hun fandt sin “plads” i blandt både veninder, skolen og i det her spring univers. Langsomt men sikkert forandrede vores pige sig, til en sej og selvstændig lille pige, hendes evner i skolen eskalerede, hun blev ganske enkelt bare meget mere selvsikker, stolt, arbejdsom og glad….. Træneren er hård… Det er han, men den respekt de her gymnaster har for ham, det gør altså ingen skade….

Da år 2 trådte ind, kom der en træning mere på…. Og vi kunne virkelig se, hvordan Merle bare elskede det her gymnastik. Hjemmetræningen elskede hun ikke, men hun var nu nået til, at kunne se, hvor stor effekt det har for hende, hvis hun laver dem. Hvordan kroppen bare har det bedre, og har meget lettere ved at lære. I feb. i år blev hun skadet i deres første opvisning. Merle er ikke typen der sådan lader sig slå ud, hun rejser sig og kommer videre, og så græder hun når hun kommer hjem. Men her blev hun hjulpet ud af banen og sad fuldstændig ødelagt…. Så vi var godt klar over, at der var noget galt.

Hun var landet forkert i en hel skrue, og foden havde fået en voldsomt slag oven på…. Det her er 5 dage før vi også skulle på skiferie… Vi var ved læge, fys osv for at få undersøgt om der var brud. Det var der heldigvis ikke, og inden der var gået få dage, var hun igang igen, på ski uden problemer, og til træning efter ferien. Her fra tog det fart…. I løbet af få uger lavede hun tempoflik….. Og vi stod måbende som tilskuere til det her. Jeg havde ALDRIG troet, at det var noget jeg skulle opleve mit barn lave….

Indtil nu handler det her indlæg nok mest om selve Merles historie, og det jeg egentlig ville var, at skrive om vores rolle i det. For jeg mærker mig de ord, som Merles træner sagde ved sidste års forældremøde. “De gymnaster, hvor der er fuld opbakning, de bliver uden tvivl de bedste gymnaster, UDEN UNDTAGELSER”…… Jeg ved ikke helt hvorfor, men den her sætning, og Merles ekstreme glæde ved gymnastikken gjorde, at vi nok bare valgte at gå all in. Jesper meldte sig som hjælpe træner om søndagen, til styrke delen, så stort set hver søndag var han nu med til træning. Om torsdagen var der spring træning, der behøvedes han ikke, og tirsdag var det lokal holdet.

Neel har langsomt men sikkert set mere og mere op til Merle, og hendes gymnastik udvikling. De veninder fra skolen, som også gik på holdet, de bestilte stort set ikke andet hele sidste år, end at lave gymnastik hver eneste gang de var sammen, skolen fortalte, at de stort set stod mere på hænderne end på fødderne….. Det fyldte meget over alt.

Efter opvisningen i foråret, hvor Merle pludselig havde udviklet sig, kunne vi se, at der måske faktisk var mulighed for, at hendes evner rakte til Talentholdet…. Men vi vidste godt, at det krævede træning, træning, træning hele sommer igennem, frem til udtagelsen her i september. Og Neel, der simpelthen SÅ gerne også ville igang, havde en ide om, at hun gerne ville prøve at komme på det hold, som Merle også var på, altså aspirantholdet….

Så vi satte alle sejl ind, vi købte airtracken til haven, fordi vi bare havde lyst til at lade udviklingen ske…. Og fordi det for os gir mening, at pigerne bruger SÅ meget tid på det her kontra ipad og alt mulig andet.

Men det har også betydet, at vi har stået utrolig mange gange og sagt “husk nu din hjemmetræning”, “har du lavet øvelser”, “lige 10 mere armbøjninger” , “saml benene i dine spring”, “øv dig i at stå lidt længere på hænder”…. osv osv osv……

Vi har ofte kigget på hinanden, og sagt, hvad er det lige helt præcis vi har gang i….. Og jeg har mærket efter helt nede i maven, om jeg synes vi var på vej ud af et forkert spor….. Om vi faktisk var igang med at pace vores børn….. For er der et spor jeg ikke ville ned af, så var det det……

Men heldigvis har jeg også hørt mig selv tage utallige snakke med pigerne, særligt Neel her på det sidste, for at høre, om hun virkelig er sikker på hun vil det her, og fortalt hende mange gange, at mor og far er fuldstændig ligeglade med om hun går til gymnastik eller hvad fanden hun går til. Men hun har stået fuldstændig fast, hun ønskede sig af hele sit hjerte, at blive udtaget på aspirantholdet. Så derfor følte vi også, at vi godt kunne presse lidt på, når lysten liiiige stod af på hjemmetræningen.

Jeg var også klar over, hele sommeren igennem, hver gang der var et sted, hvor man kunne smide en ønskemønt i noget vand, så havde vi to piger der ønskede ‘en ting. Neel ønskede at blive udtaget på aspirantholdet og Merle ønskede at blive udtaget på talentholdet.

I de sidste 4 uger har vi derfor haft 2 piger, der har gået til optagelsestræninger. Merle har faktisk gået 3 steder, for hvis hun ikke kom på talentholdet, så skulle hun tilbage til optagelsesfasen på aspirantholdet og så har hun også gået på optagelse på tumbler holdet på Flemming efterskole. Det har altså været 3 ganges gymnastik om ugen, hvor man ikke vidste om man var købt eller solgt. Jesper og jeg har været fuldstændig ødelagt over det, fordi det ER et voldsomt pres for ens børn at være i, det her med, at man som 7 årig faktisk kan blive valgt fra, og at man som 9 årig måske ikke er dygtig nok…. puha….

I kender godt resultatet, for jeg skrev om Merle for halvanden uge siden, da hun kom gennem nåleøjet på taltenholdet og i onsdags blev udtaget på tumblerholdet. Og på Instagram i søndags, viste jeg, at Neel sent om aftenen, fik mailen at hun også blev udtaget på aspirantholdet. Så 100 vis af mønter i ønskebrønde, to børn der har knoklet som gale og os som forældre, der har heppet og heppet og også skubbet lidt på…. Endte det hele alligevel som vi ønskede.

Men det har været nogle virkelig lange måneder, hvor vi har gået i det uvisse, og snakket med pigerne om   deres ønsker, men også snakket om, at det altså ikke var sikkert at man sådan kunne komme på, at der var mange om budet, og også andre, der var dygtige….

Hvor vi har følt om som “onde” forældre, når vi nede på ferien, har bedt dem om at lave øvelser og øvelser og øvelser. Selvfølgelig har der været dage, hvor de ikke laver dem, de har mindst en dag om ugen, hvor de har øvelsesfri, også fordi, de jo i forvejen har 3 træningsdage om ugen. Men øvelserne er der jo ikke for at genere dem, de er der faktisk for at skadesforebygge, for at gøre kroppen stærk og smidig, for at gøre dem klar til alle de spring de skal lære.

Pigerne ELSKER det her gymnastik, og som forældre, så giver det mening, at bakke op om noget, der bidrager med så meget godt. I de to år Merle nu har gået, har hun ikke ‘en eneste gang sagt, at hun ikke har gidet til træning, tvært imod skifter hun næsten til træningstøjet så snart hun er retur fra skole, bare så hun lige er klar. Når hun kommer hjem, er hun helt høj af lykke….. Og lillesøster, hun er nu startet i det her ræs ligeledes, hun kan nu endelig slappe af i den lille mave, hun ER igennem, og på torsdag starter de helt almindelige træninger, hvor udviklingen kan sætte igang…..

Min kære mand, han har her for nylig taget et kursus i modtagning, så han er i år blevet en fast del af trænerteamet på aspirantholdet, alene af den årsag, at han kan se, hvor fedt det her er for vores børn…..

Nogen gange har vi følt, at vi har bevæget os på en hårfin balance mellem at pace og bakke op, men jeg håber ikke, at vores piger nogesinde har følt sig presset af os, til at gå til gymnastik, for det er 100% deres eget valg, men vi har hjulpet dem til at komme længere i det, skubbet lidt, når vi kunne se, at det her, det kunne de faktisk godt…. Og også forklaret, at man skal YDE for at NYDE…..

Om det er sundt, at man i den her alder, allerede er i sådan en slags udtagelsesræs, det vil der altid være blandede meninger omkring, og jeg er også ret sikker på, hvis mine piger ikke stod på den her side af det, så havde jeg nok også været af en lidt anden overbevisning. Men jeg kan se, at vi får stærke unger af det, at deres indsats i skolen, faktisk også påvirkes af det, og det synes jeg er en virkelig god effekt, også at tilføje……

Så jeg er stolt, så stolt at jeg kunne revne, vi har alle grædte lettede tårer de sidste uger, for det ER hårdt, og det er rørende at se, hvordan ens børn græder af lykke, når noget er gået i opfyldelse…..

Idag i postkassen lå også lidt af en overraskelse.

Stine A Jewelry, hvis smykker jeg selv er super glad for, og har været igennem mange år, hun sendte pigerne disse smukke gaver som tillykke med udtagelsen, wauw Stine, tusind tusind tak, det var virkelig sødt af dig, og noget som skabte stor lykke hos de stolte unge damer…..

Og lad så den gymnastik sæson komme igang….. Det blir fedt i år 🙂

Læs også

4 Comments

  • Reply
    Maiken
    18. september 2018 at 22:03

    Stort tillykke til dine piger, hvor er det sejt med så meget hårdt arbejde og dedikation:)
    Jeg har aldrig tidligere kommenteret på et blogindlæg, men fik alligevel lyst, da jeg synes det er et super fedtcog faktisk også modigt indlæg:-) Jeg har selv gået til konkurrencegymnastik som barn og har undervist de sidste 20 år i Teamgym( måske I også kender det?) Og jeg synes du har så ret i alt hvad du skriver omkring at det er en hårfin balance, men jeg ved også, at det, at I som forældre bakker op er en kæmpe gave for jeres børn og som træner er det så fedt med engagerede forældre.
    Mine egne drenge går til fodbold og der er vi også meget opbakkende som forældre, da jeg absolut ikke mener det er at pace, men derimod en gave, at ens børn lærer at med hårdt arbejde kommer der ofte også en belønning og der findes da ikke noget bedre end at lykkedes med noget som man har kæmpet for.

    • Reply
      Mortilmernee
      19. september 2018 at 10:45

      Kære Maiken

      Tusind tak for dit svar, det blev jeg virkelig glad for. Jeg havde faktisk lidt ondt i maven over det her indlæg, fordi jeg nogen gange selv har været i tvivl om, hvad vi lige havde gang i. Men jeg håber på, at i og med vi er bevidst om, hvad vi har gang i, ikke lader det tage overhånd, så det sjove forsvinder….

      Teamgym kender jeg godt, i hvert fald af navn, men har ikke stiftet bekendskab med det endnu. Jeg er pt stadig ved at lære hvad springene i det hele taget hedder, men jeg synes jeg bliver klogere for hver sæson… ha ha..

      ha en rigtig dejlig dag

      mvh Louise

  • Reply
    Nanna
    19. september 2018 at 19:15

    Jeg har selv danset ballet på Det kongelige teater og man bliver også stærkere i et elite miljø! Men som du skriver skal du hele tiden mærke efter om pigerne kan tåle opmærksomheden/presset! Det vil være en gave gennem hele livet at lære at kæmpe for en opgave! Stort tillykke til dine smukke døtre!

    • Reply
      Mortilmernee
      19. september 2018 at 20:38

      wauw det lyder også sejt, sikke en oplevelse af danse der. Og tusind tak for din kommentar, jeg er så glad for den respons jeg får på indlægget her 🙂 Da det er noget meget personligt jeg valgte at dele :-9

Leave a Reply