Kærlighed… & venskab….

Jesper og jeg, havde for nyligt 10 års bryllupsdag, jeg forstår ikke helt, hvor de 10 år præcis er blevet af, men når jeg kigger på Merle, som var 9 måneder gammel da vi sagde ja til hinanden, så kan jeg godt se, at der i hvert fald er sket en hel del cm udgroninger og et barn mere imellemtiden.

Vi har været kærester i 18 år, gift i de 10, fået 2 børn, købt et hus, haft 4 katte – heraf kun Totte nu – en del marsvin og hamstere og så en bil. Man kan kalde os den helt klassiske familie på 4, hvilket vi på rigtig mange punkter også er. Men så alligevel ikke….

Vi har været kærester i 18 år, men vi har kendt hinanden i 22 år. Jeg var 1. års HF’er og han var 2. G’er da vi mødtes første gang på Rosborg gymnasium.

Han har fortalt mig, at han ret hurtigt tjekkede mig ud i kød kataloget og det endda på trods af, at jeg den gang stort set kun gik i cowboy bukser og store træningsoverdele. Jeg så Titanic 24/7 og jeg var dybt forelsket i Leonardo DiCaprio. Jeg var ærlig talt en smule bagud i forhold til min alder…

Men efter juleferien kom han dog retur fra en skiferie, med en helt særlig glød over sig, og pludselig opdagede jeg ham…. Men nu var jeg så ikke interessant på helt samme facon for ham længere.

Og sådan dansede vi om den varme grød i næsten 2 år, ikke ‘et eneste kys blev det til, selvom vi havde et øje til hinanden on/off i næsten 2 år….

Da jeg blev student, og han havde et år mere på gym – han var nemlig team Danmark elev, der kan jeg huske, at jeg til min studenterfest hengav mig fuldstændig til ham, og her blev jeg 100% afvist. Han havde fundet en anden nu, og han var ganske klar til at hende og ham, skulle være sammen….

Så gik jeg ud af gymnasiet, forelskede mig i en håbløs Robinsondeltager, rejste østen rundt med rygsæk i 3 måneder og arbejdede i Bilka….

2 år gik der, hvor jeg som sådan ikke så ham, eller tænkte på ham….. Og pludselig en dag, efter en fodboldkamp, hvor Vejle (hvor han spillede) var rykket op i superligaen, stod vi overfor hinanden igen…..

Om det var den der kærlighed der aldrig var blevet i gymnasiet eller om det bare var tiden der var rigtig, det kommer jeg nok aldrig til at finde det rette svar på. Men kærligheden var der bare og den var ikke at fornægte.

Han var faktisk sammen med den samme pige endnu, men han endte det, og under en uge efter, var han flyttet ud, og vi fandt hinanden.

Det er så 18 somre siden nu, og selvom jeg den gang følte mig ond, fordi jeg “tog” ham fra en anden, så var vi nok bare ment to be…. Og den slags kærlighed må man ikke bare lade stå til.

Vi har haft nogle familiære ups and down over vores år, særligt de første, de var hårde ved os…. En dag, når jeg er klar, så deler jeg dem måske…. Men der er ofte spørgsmål til, hvorfor det altid kun er mine forældre der ses på billederne, og det har sine forklaringer….

Så vi er en skrøbelig lille familie, i den forstand, at vi kun er os, og mine forældre, og så findes der faktisk ikke flere af os….. Heldigvis vil nogen måske mene…. Men vi skal nok få sat vores små fodaftryk, det er jeg sikker på.

I kraft af, at vi også kun har hinanden, så er vi også stærke sammen, vores kærlighed til hinanden er kun styrket med tiden, vi deler stort set alt med hinanden og vi har kæmpet vores spæde første år, for at blive sammen. Ikke fordi vi valgte noget fra, men vi valgte HINANDEN.

Derfor er han også min bedste ven, mit livs kærlighed, faren til mine børn. Manden som har de samme mål og værdier for os som familie, lysten på at udforske, rejse, og elske livet. På trods af de udfordringer vi selvfølgelig møder, så vælger vi altid hinanden.

Vi blev gift på Rådhuset i Vejle, fordi vi som bekendt ikke var/er ret mange, den gang var min mormor her dog stadig, men vi synes ikke vi var så mange, at vi kunne stable den helt store fest på benene, pengene var der heller ikke så mange af, og dem vi havde, valgte vi så på, at stikke af til Paris på en 4 dages kærlighedsferie efter vores “JA” på rådhusset.

Derfor findes der heller ikke de klassiske bryllupsbilleder af os, jeg stod i en spraglet ODD MOLLY sag og lignede en candy floss, bevares, det var fint den gang, men da ikke bryllupsbillede materiale…. Ikke fordi det er vigtigt som sådan, men der findes bare ikke de der kærlighedsbilleder af os.

Derfor blev jeg så så glad, da Ofelia sidste weekend, lavede en lille kærlighedstwist på billederne af Jesper og jeg, for den slags billeder har vi jo ikke. Jeg er heller ikke typen der går med min vielsesring, af en eller anden årsag, så siger den mig ikke så meget. Så da jeg for år tilbage tog mod til mig, og fik lavet mine 3 små tatoveringer, der fik jeg lavet et hjerte, på indersiden af den finger, som min vielsesring skal sidde på, så har jeg mit lille symbol på den måde istedet.

10 års ægteskab, 18 års kærlighed….. Jeg elsker det liv vi har sammen, det tror jeg egentlig heller ikke der er nogen der er i tvivl om, idag havde jeg bare lyst til at lade DET være ordene på bloggen.

Og lade disse billeder give mig minder om årene der er gået og fylde mig med gode tanker om årene der kommer 🙂

Jespers tatovering, som iøvrigt betyder “min kærlighed min familie” på Latin

Læs også

2 Comments

  • Reply
    Stefanie
    24. juni 2019 at 21:46

    Dear Louise, I’m so touched about your text because while reading I saw so much similar things to my partnership. About the time you met, about the years you are married (we married 21. June), about your very small familiy, about your relationship as lovers and best friends. You talked about your same goals and values ​​for you as a family, the desire to explore, travel and love life. I think this is a good explanation for the attitude of me and my husband, too. So I hope you aren’t angry about my comparison, but I had to write you my thoughts. Best, Stefanie

    • Reply
      Mortilmernee
      25. juni 2019 at 7:34

      No not at all, how lovely to hear your story. Hold on to that love, I feel to lucky to have found it 🙂

Leave a Reply