At bryde med sin “familie”

Hvem sagde kærlighed skulle være nemt….. Ikke mig i hvert fald….

Og i forlængelse af mit indlæg om vores liv og vores valg af liv sammen, har jeg fået en del forespørgsler på, hvordan det er, at have valgt en del af sin familie fra.

Jeg forstår godt, at I er interesseret i den her del, og det har også ligget mig på sinde i mange år, at dele det, at skrive om det, fordi jeg ved, at der er et utal af familier, der også rumsterer med den slags.

“Hvordan er det fx at have børn, der aldrig har set sine bedsteforældre?”…. Det er nok et af de aller sværeste spørgsmål.

Jeg kan huske en gang, Merle kom hjem fra skole, hun var ikke andet end i 1. klasse tror jeg, de skulle tegne et stamtræ, og hun havde tegnet små kors på det meste af den side som tilhørte Jesper. Indtil her, der havde vi som sådan ikke berørt det så meget, fordi mine forældre heldigvis altid, har været så stor en del af deres liv, at tomrummet ikke fandtes efter endnu et sæt bedsteforældre, og spørgsmålene kun sjældent faldt, når nogle kammerater blev hentet af farmor eller farfar.

Men til lige det her stamtræ følte vi, at vi var nødt til at italesætte virkeligheden i en eller anden forstand. Men hvordan gør man det, til et barn i 1. klasse og en i børnehave?

Vi har altid vidst, at det ville komme en dag, og pludselig var den dag her bare. For døde, det er de jo ikke, men når man aldrig har mødt dem, eller har nogen form for viden om, hvor de befinder sig, hvordan skulle man så reelt tro andet.

Men den dag satte vi ord på første gang. Det nemme svar havde været, at de ikke kunne li deres mor – det er et billigt trick, for hvilke børn kan li nogle mennesker, der ikke kan li deres Mor el. Far? Ingen kan jeg forestille mig. Og selvom det rummer en del af sandheden, så “nøjedes” vi med at sige, at de ikke er døde, men blot ikke en del af os, fordi de ikke var helt enige i, at mor og far valgte hinanden. Det var den pæne og børnevenlige version, og den accepterede de fulgt ud.

Men det var jo det, som var en stor del af kernen i det hele, hvilket jeg ikke ligger skjul på nogen steder, jeg har bare aldrig berørt det her.

Når man er ung, energisk og sprængfyldt af kærlighed til hinanden, så var det bare så vanvittigt, at stå i den her form for problemer i en alder af 21 og 22 år…. Nummerviser på fastnettet fik vi som noget af det første da vi flyttede sammen, for vi havde behov for screene alle opkald vi fik. Det siger lidt om, hvilken form for alarm beredskab, vi virkelig var i.

Det var også midt i det her cirkus, at jeg røg ned med min første depression….

Så nej, kærligheden er ikke altid nem, og at skulle slås for den, føltes næsten endnu hårdere til tider. Jeg kan huske en gang hvor jeg skreg til en af hans forældre “hvis du siger vi er skøre og syge en gang mere, så springer jeg ud af vinduet”…. Vi boede på det tidspunkt på 3. sal. Vi ringede efter min far, som fik situationen under kontrol, og det var også en af de sidste gang vi så dem. Vi kunne ikke mere…….

Vi bad om fred, og freden har vi nu valgt at opretholde i over 13 år, alle de år vi har boet i vores hus her i Hedensted.

For i det her hus, har de aldrig sat deres ben, det her hus skulle være rammen om vores nye liv sammen, om fremtiden sammen, om at bygge en familie SAMMEN…..

Da vi indenfor ret kort tid fandt ud af, at vi havde svært ved at blive forældre, tog den her bekymring fuldstændig over. Og de næste 4-5 år blev brugt ind og ud af fertilitets hospitaler, indtil vores to mirakler kom til.

Overskuddet til nogensinde at tage det andet op igen, den har vi aldrig haft lyst til at finde. Og får det nok heller aldrig.

En ting er i hvert fald sikkert, jeg skal aldrig i et TV program omkring det, kan I huske, at der på et tidspunkte kørte sådan nogle konfliktløsende programmer, hvor folk blev bondefanget på deres arbejdsplads og blev stillet i et helt hæsligt dilemma om man var klar til at løse konflikten, fuldstændig uforberedt og med kamera på – fordi et såret familiemedlem lige havde meldt dem til sådan et program. Hvem fanden tror den slags er en go ide….. Ikke mig i hvert fald.

Det er jo ekstremt følelsesbetonet og gør ondt langt ind, og længe….. Men vi har fundet et liv idag, hvor de ikke fylder længere….. Hvor deres måde at håndtere os på, både den gang, og også drypvis igennem årene, den vidner bare om, at vi har valgt det helt rigtige….

Jesper er naturligvis 100% med i det her indlæg, og har godkendt at jeg udgiver det. Bare hvis nogen skulle være i tvivl…..

I er meget meget velkommen til at skrive til mig og stille spørgsmål, jeg skal forsøge at svare så godt jeg kan. Men det er selvfølgelig altid meget individuelt, hvordan en familie konflikt er skabt, og hvordan den tackles.

Men tak fordi I er så søde at spørge ind, jeg håber dette gav en smule svar, og med tiden vil jeg måske også åbne mere op for det.

Læs også

4 Comments

  • Reply
    Dorte
    26. juni 2019 at 20:03

    Det er meget imponerende at du åbner op for så personlig en del af jeres liv. Det har jo ligget og luret for mange når man følger med hos dig. Hvor er jespers familie?
    At kunn vælge sin søn fra pga den kvinde han vælger og dermed sine børnebørn, det er næsten ubegribeligt. Jeg tænker at det for din mand må have været så vanvittig hårdt, og krævet så meget at stå fast ved sit valg som jo har vist sig at være det eneste rigtige❤️ Jeres familie holder jo og I holdt ud😊( Er han for øvrigt også enebarn?)

    • Reply
      Mortilmernee
      26. juni 2019 at 20:23

      Kære Dorte

      Tak for at tage så pænt imod det, det er jo naturligvis en kæmpe stor del af mig og os, men har aldrig været en del af mit univers her. Men jeg synes jo ikke det heller er noget jeg vil ligge skjul på, så nu har jeg, efter mange forespørgsler, valgt at åbne lidt mere op for det.

      Og ja, det har været en kæmpe stor ting at skulle igennem, når jeg ser tilbage, forstår jeg slet ikke helt, hvordan vi gjorde…. Men jeg ved, at vi sammen kom styrket igennem det, og det er lige præcis DET der tæller idag.

      Nej, Jesper er ikke enebarn, men desværre heller ikke noget der lykkedes for at etablere/opretholde uden alt for meget hurlumhej

  • Reply
    Elisabeth
    26. juni 2019 at 21:04

    Ingen spørgsmål, bare et stort kram til dig, søde Louise❤️

    • Reply
      Mortilmernee
      26. juni 2019 at 22:39

      Af hjertet tak kære Elisabeth 🙂

Leave a Reply