Udfordret…..

Søndagsreflektionen flyttede til mandag, fordi jeg simpelthen var SÅ dårlig igår, at jeg intet magtede….

Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har været SÅ dårlig efter en festlig aften….. Jeg har aldrig været den der bare stod op søndag morgen og intet mærkede, jeg har altid været temlig ramt dagen der på, men med alderen, så er den slags dage blevet mere udfordrende.

I lørdags var vi samlet 4 hold forældre fra pigernes gymnastikhold, vi synes det gir mening at samles med nogle forældre, hvor vores børn har samme interesse, men også for at skabe noget sammen, der ikke altid handler om gymnastik. Vi ses utrolig tit i gymnastikhallerne, så nu synes vi, det var på tide med en lille “fest”, der handlede om noget andet….

Vi havde bestilt lækker mad, og så gav vi den ellers gas….. Der er tydeligvis blevet mikset nogle drinks, som min krop IKKE var bekendt med, for hold kæft hvor var jeg dårlig igår….. Jesper og jeg vågnede kl. 7, fordi vi havde en hvalp der pep, men INGEN af os magtede noget som helst….. VI åbnede bare terreassedøren, og så gav vi pokker i, at det pis regnede, og at der ville være et utal af våde beskidte poter, bare han i det mindste gik på toilet udenfor…. Og sådan lå vi, skiftede til at gå ud og ørle på toilettet, sove, og ellers bare have ondt af os selv….

Over middag begyndte den værste kvalme at forsvinde, og vi var i stand til at stå op og ta et bad…. Men mad, det fik jeg ikke indenbords før vi ramte aftensmaden….. pyhhhhhhhh

Idag var alt godt fra morgenstunden, og jeg følte mig helt normal – desværre ved jeg ikke helt, om der er noget influenza der er ved at ha fat i mig, jeg har i hvert fald fået utrolig ondt i kroppen og fryser her til aften, så jeg er faktisk på vej i seng…….

Men når jeg ser tilbage på lørdagen, så var søndagskvalmen i hvert fald det hele værd. Kæft hvor er det fedt med sådanne aftenener, hvor man bare får lyst til at danse og drikke drinks til den lyse morgen….

Bekymringen….

Men nu til det, som faktisk bekymrer mig…. Jeg har snakket med dyrlægen idag, fordi vi ærligt ikke vidste, om vi var forkert på den.

Vores “lille” kat Totte, er ret bange for Heiko. Han har store pupiller når han kommer hjem, og han er meget på vagt for hvor han er, og hvis han ser bare en snert af ham, så smutter han sin vej…..

Vi har forsøgt at rose, give godbidder, kæle med ham og på bedst mulig vis, udstråle ro og kærlighed, for at vise, at alt er godt, og vi passer på ham, og at det stadig er hans hjem.

Men sådan føler han det jo ikke lige nu, han har fået frataget sin komfortzone, og frihed til at bevæge sig i hele huset….

Så jeg havde ganske enkelt brug for råd, til at vide, hvordan vi skulle gribe det an…… Ifølge dyrlægen, så gør vi heldigvis alt det rigtige, vi sørger for at give ham space, og ro, og vi viser ham kærlighed og steder i huset, som altid er hundefri og rolige. Hele første salen er hans, og han ligger også her og sover det meste af dagen…… Men han vil IKKE være i nærheden af hunden overhovedet…. Og han er skrækslagen, hvis vi prøver at føre dem sammen ved at holde dem begge oppe og snuse til hinanden osv…. og det sagde dyrlægen også, at vi ikke måtte, for katten har brug for flugtveje… ALTID, og det har han ikke i vores favn og heller ikke i lukkede rum hvor man tvinger dem sammen.

Men jeg vil så gerne høre fra jer, er der nogle af jer, der har gode erfaringer med at føre kat og hund sammen, hvor katten har været ene i starten, og der nu er indført en hvalp i huset….

Lige nu er vi jo lidt presset på alt, en hvalp i højt gear, er en kæmpe opgave, og det er det absolut et stykke tid endnu…. Jeg blev helt glad da dyrlægen sagde, “du siger intet jeg ikke har hørt før”, “men lige om lidt, så ændrer han adfærd, og så kigger I på ham og siger til jer selv, “DET VAR DERFOR JEG FIK HUND”….. For det havde vi virkelig brug for at høre….

Nu er det ikke sådan, at vi har fortrudt, men som jeg skrev i sidste uge, så er det virkelig et hårdt stykke arbejde, og man vil så gerne gøre det rigtigt, og man aner bare INTET……

Lige nu er jeg samtidig bekymret for min kat, så der foregår mange tanker i hovedet, hvor jeg bare enormt gerne vil gøre det absolut bedste, for begge vores dyr.

Så kære læsere, hvis I har tips og erfaringer, så del dem endelig med mig, jeg vil elske at høre jeres historier…. Også dem der ikke er gået godt, for det kan vi helt sikkert også lære af…..

Læs også

14 Comments

  • Reply
    Christina dyrmose
    4. november 2019 at 19:04

    Da vi skulle passe hund på et tidspunkt, var vores kat også meget bange for den. Vi lod dem kigge på hinanden med glasdør imellem. Stille og roligt efter flere dage, kunne vi sammenføre kat og hund.

    • Reply
      Mortilmernee
      5. november 2019 at 10:25

      Kære Christina

      Tak for din histoire, vi har også glasdøre, som er lukket imellem dem om natten, så der kan Totte i hvert fald tjekke ham ud igennem 🙂

  • Reply
    Nanna
    4. november 2019 at 19:25

    Vores kat var et år, da vi fik vores hund. Vi gjorde ikke det store nummer ud af det. Lod det bare gå sin gang… Mindes nu heller ikke, at vores kat var helt så bange, som du beskriver. Nå, men uanset. Alt endte meget, meget lykkeligt. De blev hinandens bedste venner.

    Og lige en sidebemærkning… Hunde, særligt når de er hvalpe og teenagere, kan være så pisse irriterende og frustrerende at være sammen med. Særligt som 1. Gangs hundeejer, hvor man står uden erfaring og egentlig ikke helt ved, hvad man er gået ind til. Og det er HELT legalt at synes, at ens hund er møgbesværlig og en pain in the ass ind imellem. Jeg havde seriøst momenter, hvor jeg var på nippet til at tude i frustration, da vores (nu afdøde) hund var teenager. Og det skal der være plads til at sige højt uden at skulle undskylde for. Men det fede er, at hvis man invisterer i sin hund – ligesom I gør, så lønner alt det hårde arbejde sig. Og det bliver godt… Pisse hamrende godt!!!
    De bedste hilsner

    • Reply
      Mortilmernee
      5. november 2019 at 10:24

      Kære Nanna

      Tak for at dele din historie, også den sidstnævnte, det er nemlig kommet en anelse bag på os, HVOR hårdt det faktisk er…. Men vi hænger selvfølgelig i, fordi han også er pisse dejlig 🙂

  • Reply
    Rikke
    4. november 2019 at 19:48

    Altså vi har to katte og en kattekilling, de to store katte, var voksne da vi fik vores hunde. Den ene kat er fuldstændig ligeglad med hundene og den anden kat er stadig efter 5 år bange for hundene. Hundene er fuldstændig ligeglad med den kat, der ikke er bange for dem, men den ene hund er fuldstændig besat af den kat der er bange for dem. Men den kat der er bange for hundene har flere steder, hvor den er hundene fri og så holder den sig bare fra hundene. Jeg troede, at med tiden ville det gå over, men det er det ikke og jeg vil tro det er fordi den ene hund er så fokuseret på den kat, hvis hunden var ligeglad, tror jeg det ville være anderledes. Vi har ikke rigtig gjort noget, for at tvinge en kat til noget, er stort set umuligt. Vi har lige fået en killing og den er fuldstændig ligeglad med hundene og omvendt. Så det kommer an på katten og hunden, håber Totte vender sig til Heiko. Men jo mere ligeglad Heiko er med katten, jo bedre.

    • Reply
      Mortilmernee
      5. november 2019 at 10:23

      Kære Rikke

      Tusind tak for din besked, og for at dele din historie, vi kan bruge det hele, og har læst alle kommentarerne sammen.

      KH Louise

  • Reply
    Carina
    4. november 2019 at 19:55

    Hej Louise. Tillykke med jeres dejlige hvalp. I min familie har vi introduceret flere hunde og katte for hinanden og altid med stor succes. Lige nu har min forældre en 10 årig kat og en 5 årig hund som elsker hinanden. De leger dagligt sammen og katten vasket hunden når hun synes han trænger. Vi har altid brugt lang tid på at introducere hvalpen for katten. Har i en dør med glas? Vi har altid haft hvalpen i et rum og katten i et andet. Så de har kunne se hinanden og stille og roligt med tiden er de blevet mere og mere fortrolige og tilsidst har vi laden døren stå på klem og så er det sket helt naturligt mødet mellem dem. Rigtig god fornøjelse. Venligst Carina

    • Reply
      Mortilmernee
      5. november 2019 at 10:22

      kære Carina

      Tusind tak for du tog dig tid til at skrive, jeg gemmer aller beskederne, og min mand og jeg læser det hele igennem sammen.

      KH louise

  • Reply
    Katrine
    4. november 2019 at 20:06

    Hej!
    Jeg har læst med længe og egentlig aldrig skrevet, men for en gang skyld har jeg faktisk erfaring med emnet 😉 Vi havde en indekat, da hunden flyttede ind. Hun er meget tolerant og har aldrig haft dårlige oplevelser med hunde, derfor fandt hun sig i meget, men nogle af de ting vi gjorde til at starte med var:
    – Lade katten ligge på/snuse til et håndklæde som hunden var blevet gnubbet godt i (måske kan katten også spise på det). Duften skal forbindes med noget godt.
    – Katten fik er rum som var hendes (vi spærrede døren med en lav spånplade som katten og vi selv kunne komme over, og så sad hun på en stol på den anden side observerede “vilddyret” en hel del.
    – Tiden skal gå, og hundens hvalpetænder skal ud, før du skal regne med at katten rigtig gider have noget med den at gøre.

    Mine erfaringer er baseret på en indekat som jo ikke rigtig havde et valg – hun kunne ikke bare smutte. Men min svigerfar har en udekat, som er blevet meget mere asocial efter at han har fået hund (det er 9 år siden, og der er ikke sket den store udvikling siden). Så jeg tror helt ærligt, at hvis bare I gør hvad I kan, så bliver det som katten ønsker det. Hvis han ikke vil være i samme rum som hunden (måske er han blevet jaget ud af forskellige haver af sure hunde), så kan I nok ikke gøre så meget ved det. Heldigvis er katte jo meget selvstændige, så det er jo ikke fordi han lider eller mangler noget – han har overetagen, hvor han kan få det nus og mad, som han har brug for.
    Jeg ved at det er svært, for vi brugte også helt vildt lang tid på at bekymre os, og jeg ved at min svigerfar gjorde det samme. Men i sidste ende, så er der bare ikke vildt meget man kan gøre. Det gode for jer er, at han er udekat, så han har selv magten til at vælge – hvis han havde været indekat kunne det jo være endt med at I måtte finde er andet hjem til ham, fordi han hele tiden var bange. Så giv det tid – og forsøg ikke at bekymre jer for meget om katten pt, for der er bare RIGELIGT at bekymre og koncentrere sig om med en hundehvalp! I kan nok godt forberede jer på, at det bliver et lidt længere projekt, end I egentlig har lyst til at der skal være, men pludselig en dag om et lille års tid kigger I på den og tænker “hvor er det da en god hund!”. Og så er det, at alt arbejdet med renlighed, indkald og socialisering virkelig betaler sig.
    Det blev en lang smøre – håber det kan bruges til noget!
    God pelskarma fra Katrine

    • Reply
      Mortilmernee
      5. november 2019 at 10:21

      Kære Katrine

      Tusind tak for din kommentar, hellere nu end aldrig, og hvor et skønt emne du så alligevel valgte at kommentere på. Jeg vil gemme alle de gode råd og bruge det fremadrettet i vores nye måde at være familie og dyr på.

      kh Louise

  • Reply
    Mette
    4. november 2019 at 20:39

    Vores kat Nana var to år da vi fik en lille hvalp. Og hun var virkelig ikke begejstret for ham dem lille uldtot, som bare ville lege fangeleg hele tiden. Men vi lod hende egentlig bare være hvor hun havde lyst. Hendes lille kurv og hendes mad, blev placeret på bordet i bryggerset, og så vidste hun at hun altid havde fred der. Nu er de gode venner……. Eller nok lidt det det jeg vil kalde et had/kærlighedsforhold 😉 men de har en tryghed i hinanden og kan lege sammen hvis de begge lige har lyst.

    • Reply
      Mortilmernee
      5. november 2019 at 10:20

      tusind tak for at dele din historie med mig, jeg læser det hele, og tager alle erfaringer med mig.

      KH Louise

  • Reply
    Majken
    5. november 2019 at 15:43

    Vi gjorde det omvendt – havde hund, fik kattekillinger, ja rigtigt 2 stk👍🏻 Hunden gad dem overhovedet ikke de første 2 mdr hvor det udelukkende var leg og vildskab de ville.
    Nu ligger de alle 3 i en stor klump og er glade for hinanden.
    Mon ikke jeres voksne kat tænker “Hvalp, nej tak – vi snakkes ved når den er roligere og ikke skal bide i alt?

    • Reply
      Mortilmernee
      5. november 2019 at 19:46

      Kære Maiken

      hvor lyder det hyggeligt, jeg håber du får ret

      KH Louise

Leave a Reply