Ryd op, sælg ud, smid væk….

af Mortilmernee

Jeg er startet året med at rydde op, i min kalender, i mit liv og i særdeleshed i vores hjem….. Efter julen og oppyntning til nytår og fødselsdag, har jeg haft brug for sådan at starte lidt på en frisk.

Her hjemme er huset sådan lidt delt op ….. stueetagen er det 95 % mig der står for, sådan rent indretningsmæssigt, jeg spørg altid Jesper hvad han synes, men han lader mig forandre som jeg vil, stort set lige gyldig hvad jeg kommer med af ideer. 1. salen, det er pigernes, her er jeg naturligvis stadig en del med på indretningen, men de rydder selv op og gør rent, og så har de faktisk også flere og flere ønsker til hvad de gerne vil have.

Kælderen, det er Jespers “domæne”…. Han er naturligvis “velkommen” på alle etager, men her nede, der står han for alt. Og han har skældt lidt ud den sidste tid, han ville så gerne have lidt mere styr på alt det, som bare ryger der ned, når det ikke længere kan bruges på de før nævnte etager.

Så vi har været igang med at rydde op, smide væk og sælge ud…. Vi er langt fra i mål, men det begynder at hjælpe, der er efterhånden flere og flere tomme kvm gulv at bevæge sig rundt på, og det er virkelig rart.

For mig, er kælderen sådan et opbevaringssted, hvor jeg har noget stående der enten er på vej op eller på vej ud, eller noget som måske liiiige skal gemmes et par år, man ved jo aldrig. For ham, er det et sted, hvor der skal ordnes vasketøj, hvor han har værksted, hvor pigerne kan være max kreative, lave gymnastik og spille wii….. Så han vil virkelig gerne, at der er mere styr på sagerne der nede.

Vi startede med at tage udgangspunkt i stue etagen, som jeg befinder mig på de fleste timer af døgnet. Det er her vores køkken, stue og soveværelse er, og også her, jeg primært befinder mig når jeg arbejder. Så det er vigtigt, at jeg skaber forandring, for at skabe nye ideer og ny kreativitet…. En ny plante i vinduet kan sagtens gøre det, det er meget forskelligt hvilken form for forandring vi snakker om, med nyt for øjet, det er guld værd for mig. Også nogle gange bare omrokeringer.

Jeg er ikke tilhænger af køb og smid væk kulturen, det har jeg også nævnt mange gange…. Særligt når nogen stiller spørgsmålstegn ved, at jeg ofte forandrer. Jeg forandrer for at drive mig selv og mit værk. Jeg finder så meget energi i forandring, og sådan har det altid været. Men jeg sørger altid for at sælge en hel masse ud, således der både er budget og plads til andre sager. Så det har jeg gjort, og jeg har derfor haft nogle forkælelses indkøb her i starten af året, hvilket er så lækkert, når man drives af nyt for øjnene.

Men rent personligt, har jeg også haft brug for at arbejde med mig selv…. Når man er så meget sammen med sig selv, så har man også tid til at spekulere meget i, om man er på rette kurs, på rette hylde og i beskæftigelse med det rette.

Jeg er meget i tænke tænke boks i øjeblikket, omkring det hele…. Jeg tror det er sundt en gang imellem, at ruske lidt op i sig selv, og i det spor man kører ud af…. Skal man måske dreje til højre eller venstre, istedet for bare at fortsætte lige ud….

Set i lyset af 2019, som bekendt ikke var verdens bedste år, så er det også vigtigt, at se ind på, hvad det var der gjorde, at det var et trælst år…. Og hvad vi kan gøre, for at forhindre, at det glider samme vej her i det nye….. Så selvom man måske “kun” ser et stilleben i mit feed, så betyder det ikke, at min hjerne ikke er på job, at der ikke er spændende tiltag på vej….. Det betyder bare, at jeg ser lidt mere ind af, at jeg forsøger at udfordre mine tanker og rusker lidt op i det, der i grunden har naget et stykke tid…..

Jeg tror det er sundt, at tage sådanne perioder, hvor man rusker lidt i det hele….. Det trænger vi mennesker til, fordi vi ofte kører i et stramt program i hverdagen.

Jeg kan huske en gang, efter endt barsel, hvor jeg sad omme hos min læge, og mit sind var i opkog, jeg var gået i stykker, og jeg var ked af det…. Der sagde min læge til mig, “Louise, hvis du vidste, hvor mange jeg har siddende her, efter endt barsel, endt sommerferier eller sygemelding, der ikke kan rumme hvor de er, så ville du slet ikke føle dig så forkert”….. Og det var jeg faktisk rigtig glad for han sagde…..

Men det satte også nogle tanker igang, som jeg ikke har kunnet slippe…… Nemlig den måde, vi er tilbøjelige til at skabe vores liv. Vores alt for fortravlede hverdag, et liv hvor det kræver mor og far på fuld tid eller mere, for at vi kan opnå det som vi tror gør os lykkelige, eller som “de andre” har, for at vi er normale…. Og det var det, jeg den gang gjorde op med. Penge måtte IKKE styre, hvordan vi skulle leve. Og det var derfor, at min mand og jeg sadlede om, så vi kunne skabe en hverdag, der passede ind for os begge, og for vores børn…… Og det er det, vi skal skal huske at holde fast i….. Det der gør os godt….

Mange tanker og ord på sådan en mandag….. Men blot for at fortælle, at der skal være plads her, både til tanker og til malede vægge, til køb af en ny lysestage, eller tabet af et kæledyr…. Det er det der gør mig menneskelig, og forhåbentlig også det, der gør, at I har lyst til at være her.

Må I alle få en dejlig aften 🙂

Læs også

Skriv en kommentar