Okay, der er virkelig mange meninger om den her lampe, om den er køn, om den lyser okay osv osv….. Så jeg tænkte, at det vidst var på sin plads, med et lille indlæg 🙂

De fleste er heldigvis enige om, at lampen er virkelig fin. Det er også min mening, og jeg har længe haft lyst til at give den en mere synlig placering. Jeg købte den for halvandet års tid siden, jeg købte den brugt, af en på instagram, fordi jeg havde en ide om, at den skulle hænge over vores spisebord. Jeg blev dog klogere da jeg så den i funktion, for rent lyskilde mæssigt, der er den altså ikke prangende.

Det er også det jeg kan læse, at I er rigtig mange der har erfaret. Hvis man gerne vil have en go belysning over sit spisebord, så skal man altså ikke vælge denne, som eneste lyskilde.

Det var også det jeg erfarede da jeg i sin tid kom hjem med den. Men jeg synes den er så pokkers smuk, så vi hang den op i soveværelset, så jeg stadig kunne se den, men uden at den rent lysmæssigt havde en funktion.

MEN, som I læste igår, så har jeg jo fået den nye smukke lampe af Matias Møllenbach, den har det vildeste lys. Først havde jeg faktisk lidt svært ved, hvor den skulle stå, for den lyser næsten for meget til at være hyggelys i stuen, og da jeg så fik sat den i vinduet ved spisebordet, så oplevede jeg, at vi ikke rigtig behøvede tænde lampen over spisebordet. Og så kom jeg altså på den fine ide, at Panton måtte på banen igen….

Så I har helt ret, den fungerer ikke som spisebordslampe isoleret set, men med en anden form for lys omkring sig, der er det helt spot on. Jeg har også ladet mig fortælle, at den helt hvide udgave af lampen, den giver et helt andet lys, så hvordan den fungerer over et spisebord, det tør jeg ikke udtale mig om. Men den her, den er p…. hamrende smuk, den giver bare et elendigt lys…..

Hos os fungerer det bare alligevel, fordi vi har så meget lys rundt omkring i rummet. Jeg oplever også, at vores gæster synes vores belysning er helt vildt hyggelig. I kender godt den der feeling når stearinlys er for lidt, men lampen over bordet bare er FOR MEGET. Sådan har jeg tit haft det med den gamle pendel. Jeg ved godt, at man så kunne få installeret noget lysdæmpende, men det fik vi så bare aldrig gjort….

Men nu, nu er der bare top hamrende hyggeligt hele tiden, og det er jeg vild med. Især med den tid vi er i nu og den vi går imøde….. Stearinlys og lyskæder lyser om kap hjemme hos os, vores strømforbrug er nok ikke helt godt i december, det ved jeg godt. Men når vi nu i det daglige har skiftet til panton spisebordslampen, med el elsparepære i, så går det hele nok alligevel.

Anyways, nu har I i hvert fald hørt min mening om Panton som spisebordslampe…. Håber det kunne bruges 🙂

Min blog har taget mere og mere indtag i mig, min person og min hverdag. Ligeledes min Instagram selvfølgelig, men de to ting hænger efterhånden sammen som ‘en for mig.

Jeg har berørt emnet før, fordi det der med at skabe venner og bekendskaber igennem det netværk som fylder så meget, det er tit virkelig dejligt, fordi man har så meget til fælles, man kender hinandens bagland, og man har bare lige sprunget de gængse første led over, når man mødes første gang. Man ved hvad børn og mænd hedder, hvad man laver ved siden af de sociale medier (hvis man altså ikke er fuldtidsblogger) og man kender ligesom stilen den her person har kørende.

Men for mig, der er det bare ret svært, at holde et tæt bånd til dem, som er ligesom mig, for vores bopæl gør, at jeg tit hænger sådan in between hvor mine med kollegaer befinder sig.

Jeg tager toget til København så ofte jeg kan, og jeg er også virkelig tit i Århus, men det er bare ikke det samme, som dem der kan mødes over netværkslunch hver eneste uge.

I starten generede det mig, og jeg synes jeg følte mig udenfor…. Overvejede til dels, om jeg overhovedet havde noget at byde på her midt i den jyske muld.

Men jeg er kommet frem til, at det har jeg altså, og folk gider godt læse hvad jeg skriver og de gider også godt se, hvor mange vægge jeg maler, eller hvad vi flytter rundt på. De gider også godt inspireres af pigernes stil og indretning…. Jo, jeg er okay godt med på hvad der rør sig, og jeg flytter mig efter det.

Men endelig, er det også lykkedes mig, at føle mig hjemme og rigtig her i byen hvor vi bor. Eller i hvert fald føler jeg mig tryg og ok i at bo her…. lige nu…. Det har taget lang tid, og jeg har været klar til at rykke teltpælene op hver eneste uge de sidste mange år.

For nogle år siden tog jeg initiativ til at invitere nogle mødre fra Merles klasse, nogle mødre som jeg så mig selv sammen med, men selvfølgelig også som jeg føler Merle har et netværk med. Og det skulle vise sig, at være det bedste jeg længe har gjort. De her 4 damer mødes jeg nu fast med hver anden måned ca. og yderligere er vi nogle stykker begyndt at gå lange ture sammen.

Jesper har altid været meget bedre til at integrere sig end mig, og hans kreds af mennesker og aktiviteter er derfor meget større end min. Vi er også meget forskellige på det punkt. Jesper har slet ikke det samme behov for at være sig selv som mig, og det gør også, at han meget hurtigere hopper med på sociale tiltag. Jeg er pokkers introvert. At være sammen med mennesker i mange timer af gangen, det dræner mig fuldstændig. Men sådan har jeg altid været, og jeg har også lært at leve med det.

Damerne her har dog gjort, at jeg nu endelig føler mig HJEMME i min egen by, at jeg føler et tilhørsforhold til arrangementer på skolen, at jeg gider møde op til forskellige ting her i byen, fordi jeg ved, at jeg nu har et sted hvor jeg “hører” til, en gruppe vi er en del af.

Det sjove ved det er, at ingen af dem hverken blogger eller bruger instagram, et par stykker af dem ved knap nok hvad det er. Så det her med at spare og netværke på det her område, det kan jeg ikke, men jeg er MIG, jeg er bare Louise, mor til Merle og Neel, gift med Jesper og administrativt ansat på deltid.

Nogen gange er det lidt forpustende at navigere rundt mellem de her to verdener. Specielt i den del af den, hvor folk ikke rigtig ved hvad det er. Jeg læste Marie Jedigs indlæg her til morgen, hun er pisse sej, jeg elsker hendes stil og hendes blog…. Hun gør det bare rigtig godt….. Jeg er på INGEN måde i nærheden af at være hvor hun er, det skal man ikke tro. Men hendes indlæg ramte mig alligevel, fordi jeg godt lidt kan relatere til den der feeling man møder, når man prøver at forklare hvad man laver. For nogle giver det simpelthen ikke mening…. og så kan det være rigtig svært at forklare, hvordan man med tiden har fået oparbejdet et “talerør” som der faktisk er nogen der gider at læse. At virksomheder synes det giver mening at betale mig, for min mening.

Jeg får stadig en del henvendelser, fra folk som gerne vil vide hvordan jeg er landet i den niche som jeg er….. Hvordan jeg kan tillade mig “kun” at arbejde 15 timer i et administrativt job, og så ellers blogge og være mor i resten af tiden. Det har indtil nu taget mig 6 år at nå her til…. Så det var ikke sådan en ting der bare landede ned i skødet på mig og kom over night. Jeg har faktisk arbejdet rigtig meget på at opretholde interessen for mit univers. Min konstante forandring og udvikling af profilen stopper aldrig. Det er en ongoing proces, og jeg elsker at være i det….. Men samtidig, så er det også helt cool bare at være her i Hedensted, at have fundet de dejligste piger, som er med til at give indhold i den hverdag, som jeg befinder mig aller mest i….. Det har taget lang tid, men det føles endelig rigtigt, at være lige præcis her, lige nu.

sponsoreret af H&M

For lige præcis en uge siden, stod pigerne og jeg tidligt op, og drog mod København. Dagen havde et formål, et pokkers godt et af slagsen.

Vi skulle nemlig besøge FN-byen, holde møde med UNICEF og H&M. Og hvorfor skulle vi så det, tænker du måske, og hvorfor står pigerne i et halloween kostume her mit i UNICEFs kontor? Jo det skal jeg fortælle dig, det havde nemlig et meget vigtig formål.

Lad mig starte med at fortælle nogle ganske få omend skræmmende fakta:

• 16.000 børn under 5 år dør hver dag
• 58 mio børn kommer ikke i skole
• Hver 4 kvinder bliver gift som barn (det vil sige, under 18 år)
• 30 mio børn lever på flugt
• 168 mio børn arbejder
• 500 mio børn lever i fattigdom
• Hvert 3. barn bliver slet ikke registreret

Alene de her fakta, var virkelig en øjenåbner for mig. Børn skal slet ikke opleve den her slags, børn skal ikke være på flugt, arbejde hele dagen, spise helt forkert og aldrig lege. Børn skal være børn. Der sker ca. 300 naturkatastrofer om året, ja du læste rigtigt, og kun ganske få af dem rammer medierne. Og oven i det, så kan vi ligge de store områder og lande hvor krig driver mange mio mennesker på flugt.

På dagens møde blev vi præsenteret for rigtig fin viden, små film og gode snakke. Alt sammen holdt på et niveau, hvor også pigerne kunne forstå, uden at blive alt for bange. Vi fik også en rundvisning på UNICEFS kontor. Vi sluttede af i deres showroom, hvor vi blev præsenteret for de redskaber, som VI ALLE kan hjælpe med at samle sammen til.

Her er store kufferter fyldt med legetøj. I ‘en stor legetøjskasse er der legetøj til 50 børn. Kasserne findes i forskellige aldersgrupper, så der er tænkt på alle. I kassen findes bla. også de sødeste hånddukker, som mange børn har meget glæde af. Børn i katastroferamte områder får igennem leg, simpelthen muligheden for at glemme at være bange, og begynder at grine igen. DET er da guld værd.

Ditte fra UNICEF viste pigerne det armbånd, hvor man måler om børnene er underernærede, og i så fald, hvilken kategori de ligger indenfor, vi fik lov til at smage på det vigtige og næringsrige jordnøddesmør, vi fik set de piller, som bare med ‘en pille, kan rense 5 liter vand.

Mine piger var meget optagede af det her, de spurgte og spurgte og snakkede meget undervejs. På vej hjem i bilen drøftede vi en del af den viden de havde fået, og dagen efter gik de begge i skole, med den fineste agenda, at de skulle fortælle deres skolekammarater, hvor vigtigt det er hjælpe andre børn i verden.

H&M kommer ind i billedet, fordi de har stablet et fantastisk koncept på benene. H&M har samarbejde med UNICEF mange gange. Jeg lod mig fortælle, at de selv henvender sig for at hjælpe. Det er simpelthen en del af deres måde at arbejde på. At de skal hjælpe hvor der hjælpes kan, og børn i verden, skal have lov til at være børn.

Fra idag d. 5 oktober og frem til d. 22 oktober sælges de mest “u”hyggelige halloween kostumer i 55 udvalgte butikker. De sælges også online, men støtten gives kun videre ved salg i butikkerne. (Altså ikke online). Og for hvert salg af dem, der donerer H&M 10 kr. til UNICEFs arbejde med at give disse udsatte børn en mulighed for at lege. Og hvis man har lyst til at give en ekstra donation, så er dette også muligt at gøre igennem H&Ms Club-App.

Der findes i alt 12 kostumer, de ligger i prisklassen 99 kr. - 199 kr. Og som sagt, her går 10 kr. fra hvert eneste salg, til UNICEFs arbejde med udsatte børn.

Følgende fakta er også fra vores dag hos UNICEF. De fortæller klar og tydeligt, hvorfor, at leg ikke bare er leg. Leg er vigtig for hele barnets eksistens:

Shit…. En turbulent følelse at sidde med, anti som bare fanden…..

Mandag aften, Rita på skærmen, pigerne puttet, opvaskeren kører og Jesper er smuttet til badminton, det føles fuldstændig som om, at ingenting er forandret. Det er det jo heller ikke, vi er bare kommet hjem igen…. Det er bare SÅ uvirkeligt, at jeg for ca et døgn siden sagde farvel til Time Square, spiste frokost i Central Park og nu sidder her i sofaen med min yoghurt og knasende honningdrys….

Jeg rammes ALTID af det her, specielt når vi har været i USA, som barn havde jeg det meget svært, kunne græde i flere dage når vi kom hjem der ovre fra. Vi rejste meget i USA da jeg boede hjemme, et år var vi der faktisk 3 gange på 11 måneder. Så det er naturligvis noget jeg har med i opvæksten, at rejse der over. Min far har det lidt ligesådan. Med årene er han dog også blevet glad for at komme hjem igen, de vante ramme, sin egen seng og alt det der, men jeg ku godt mærke på ham, da vi vinkede farvel i lufthavnen, at han virkelig gerne ville have været med…. Det handler også lidt om, at mine forældre altid er ret bekymrede for os, på den gode måde selvfølgelig… Men de synes bedst om at vide hvor vi nu er…. Så jeg har sagt til dem, at de må simpelthen tage med igen snart…..

Det der med at lande i lufthavnen, duften der bare rammer mig med det samme, sproget…. ALT…. Jeg mærker det helt ind i hjertet…. Da jeg fredag aften, for 10 dage siden, endelig stod på Time Square, der rendte tårene ned af kinderne på mig…. Jeg har svært ved at beskrive hvad det er, men jeg ELSKER bare det land…. Så SÅ højt…. Det er også oplevelsen af, at mine børn nu oplever det for første gang. Sidste år var det Miami, Orlando og Key West de oplevede for første gang, i år var det så New York…. At se på dem, hvordan de bare overvældes, ligesom jeg gjorde som barn… Det er svært at forklare, den der storhed, selv kantstenene er så voldsomme, at små hunde i kan smutte ned under dem, shampoo flaskerne er større, supermarkederne er gigantiske….

Jeg lover at jeg laver et rigtig New York indlæg en af de næste dage, det kræver nemlig lidt lidt mere, end hvad mit hoved kunne rumme idag. Jeg blev nemlig desværre ramt af influenza på aller første dag, høj feber, snot og hoste…. Jeg var på apoteket flere gange og prøvede alverdens medicamenter, og det lykkedes mig også at komme ud og opleve hver dag. Men det satte selvfølgelig sine begrænsninger for vores oplevelser….. Jeg er stadig ret sløj faktisk, mega snottet og hoster. Var forbi lægen idag for at få taget infektionstal, lyttet på lunger og kigget i ørene. Men som altid går jeg hjem med beskeden om “Det er desværre bare en kraftig Virus, hvor er det synd du altid rammes så hårdt”….. Ja for f… sake, det er pisse træls….

Det er nok også det, at man sidder her, og har lidt ondt af sig selv, ferien - som var SÅ LÆNGE VENTET - er slut…. Det kan jeg ikke rigtig finde ud af at være i….. Jeg har så mange rejsedrømme, og vi er selvfølgelig også i planlægningsfasen af noget nyt, men pengene er brugt lige nu…. Så der skal lige spares igen, før vi kan se hvor mange af drømmene der kan realiseres indenfor overskuelig fremtid….

Men fortæl mig lige, er jeg den eneste der bare ELSKER USA…. Eller er der andre der ude, der også bare føler de er født i det forkerte land….

Nå, men alt det med at male lyserødt og lave om når jeg kom hjem, det skal jeg selvfølgelig have gang i - det kan også aflede tankerne lidt igen -, skal bare lige finde ud af helt præcis hvad det er jeg vil…. Men en ting er sikkert, der skal ske et eller andet, både i stuen og på 1. salen 🙂 🙂

Det er nok ikke gået nogens næse forbi, hvor meget vi holder af marker, blomster, natur…. I det hele taget at være ude og opholde sig i naturen og al dens farverige pragt.

Vi er også heldige med det sted vi bor…. Her kan jeg faktisk godt se fordelen ved lille Hedensted. Nok er jeg ikke top begejstret for selve byen. Er aldrig helt faldet til, men omgivelserne, og letheden til fx Århus, det vejer ret meget op på det hele. Og så trives vores børn virkelig meget. Det er naturligvis det vigtigste. Jeg selv har efterhånden også fået en dejlig tøseflok i byen, og det har også hjulpet meget på, at føle sig hjemme….

Men idag skal det handle om blomster. Jeg får nemlig virkelig mange forespørgsler på, hvor det er vi suser hen og plukker de her blomster. Hvor pluk selv markerne i min nærhed er….

Jeg kan nævne 3-4 stykker sådan i nogenlunde afstand.

• Der ligger en lige ved Bilka i Vejle, den er ny i år, og hvis man som mig, godt kan lide at fotografere lidt i dem. Så kan den her altså ikke anbefales, da omgivelser er meget industri og trafikeret.
• Hovedvejen mellem Hedensted og Horsens ligger der også en, den ligger lige ved indkørslen til Horsens ca. Altså små 15 min fra mig. Her har de både Dahlia, Gladiolis og Solsikker lige nu.
• Hvis man skal i legoland, så ligger der faktisk 2 på den strækning også. Der ligger en ved rundkørslen mod Nørup, og så kommer der ind lidt længere ud på mod Billund.
• De sidste jeg kender, den ligger på hovedvejen mellem Horsens og Silkeborg. Det er en af de smukkeste jeg har set, dens placering er virkelig fin, og blomsterne står super flot her lige nu.

Så hvis du også har lyst til at besøge de her steder, og bor i min nærhed, så kan jeg i hvert fald nævne ovenstående marker… Men jeg er sikker på der findes mange flere der ude, måske kan I bare google jer til hvor de ligger i jeres område. Som udgangspunk ligger der næsten også altid en kniv eller en saks man kan bruge til at skære blomsterne over med. Men nogen gange er de gået i stykker, så tag evt selv en med i bilen el. cykelkurven.

Nogle steder findes der også vilde blomstermarker, det er i mine øjne faktisk de aller flotteste, men dem har jeg ikke set så mange af her hos os i år…. Men måske du er heldig de er hos dig.

Nogle landmænd har også sat en slags blomster eng, sådan i en meters bredde op mod marken. Nogle steder står der “pluk en blomst og tænk på din landmand”. Sådanne marker findes der også i Hedensted og Daugaard som er tæt på os, jeg mødte også en virkelig fin en på strækket mellem Horsens og Silkeborg. Faktisk har jeg læst, at det er noget med, at de faktisk sætter dem for at tiltrække bier til deres marker…. Så man “slår to fluer med et smæk” i min verden. Jeg sender virkelig den rare bondemand et smil, og håber hans mark er særlig gunstig dette år.

Til slut vil jeg blot nævne…. At jeg af og til får nogle lidt trælse kommentarer vedr. det her med, at jeg fotograferer i marker med korn, majs, raps og hvad de ellers hedder. Det er der millioner andre end mig der gør, men nu kan jeg jo kun tage mig selv i forsvar. For det føler jeg desværre, at jeg er nødt til at gøre. Nu er det sådan, som jeg nævnte før, at vi bor ret heldigt, og har de her marker i et væk omkring os. Og det er også sådan, at vi kender mange af de folk, som rent faktisk ejer de her marker, og VI HAR LOV til at være i dem…. Nogen gange kan det lyde som om, at folk tror vi ligger os ned midt i kornene og laver engle…. Det er ikke tilfældet, vi går stort set altid i sporene, og hvis vi ikke gør, så er det fordi man skal igennem et lille stykke for at komme ind til sporene, og det vigtigste af al, vi har stadig fået lov til at være der….. Det havde jeg brug for at sige, så jeg måske en gang for alle, kan slippe for de der anonyme og lidt trælse kommentarer på instagram…..

Til slut vil jeg blot ønske jer en dejlig onsdag….. Hop ud i det smukke solskin og pluk en blomst……

Sponsoreret af Ellos

Den her uge har fyldt utrolig meget for mig rent mentalt, i forhold til Neels opstarte, klassesammensætning osv. Og det er nok først nu, at det sådan rigtig går op for mig, at jeg sådan helt officielt kan sige, at jeg har 2 skolebørn.

En i 0. klasse og en i 3. klasse…. Jeg forstår det overhovedet ikke, specielt når jeg ser mig i spejlet, og det jeg ser er en ung kvinde i 20’erne, der ikke har ændret sig overhovedet…. NOOOTTTT…. Who am I kidding, jeg kan selvfølgelig godt se, at der står en moden kvinde sidst i 30’erne, men der hvor jeg aller mest kan se det, det er på mine unge damers lange ben og arme. I løbet af sommeren, som desværre har vist sig at være lidt for efterårsagtig til min smag, der har Neel pludselig indtaget Merles jeans fra sidste sæson, og Merle, ja hende måtte vi så købe nye til…. Jeg ved ikke hvad det er med de ben, de gror altså bare helt vildt, og fødderne også, det er et nr. eller 2 hver sæson… Så ikke noget med at man lige genbruger næste år, det er simpelthen umuligt. I pigernes sfo har de også mooncars, og det til stor glæde kan jeg godt fortælle jer…. Og jeg ELSKER når mine piger har en go dag og rigtig har leget og rørt sig, men jeg bliver naturligvis også en smule ærgelig over, når jeg meget ofte får busker hjem med huller på knæ og slidte skosnuder…. Men sådan er det jo at være barn, og det skal de have lov til…. Men jeg er derfor af den overbevisning, at jeg ikke bruger hverken 4 eller 500 på de bukser som jeg sender dem afsted i, så godt går det alligevel ikke her i hytten i Hedensted.

Heldigvis for pigerne, så mærker de jo ikke den her slags, de konstaterer bare “hov mor, de her bukser er da vidst blevet for korte” og inden de ser sig om, ja så ligger der altså en passende længde i skabet igen… Det er sådan noget vi mødre bare har styr på.

Jeg har fået øje på jeans fra Ellos til denne sæsonstart, de er rigtig fine. Dem som Merle har på, dem har jeg købt både til hende og til Neel, prisen er rigtig fin synes jeg, og kvaliteten er go. Lige præcis den model, den finder I her .

Som jeg også har antydet tidligere, så har vi haft lidt for meget regn, og ifølge DMI og alle de andre vejrapps jeg har downloadet (håber snart jeg finder en der siger noget om sol)… så skal der altså komme endnu mere regn i den kommende fremtid, og her har jeg så købt den lækreste regnjakke til Merle. Den er mørkeblå, fordi hun bare er vild med Mørkeblå, hvilket også ses på hendes skoletaske…. Men den findes altså også i både gul og lyserød, hvis man nu har en pige, der er lidt mere til de tøsede farver. Den er go pga længden, den går godt ned over numsen. Når man rammer hendes alder, så gider man nemlig ikke rigtig det der med regnbukser mere, så i de fleste tilfælde, så går gummistøvler og en lang regnjakke heldigvis også an.

Neels kjole er også fra Ellos, og den emmer af sol, sommer og citrusduften i Italien…. Jeg forelskede mig i den på stedet, den findes også i et andet mønster, med citroner over det hele, og så er den faktisk på tilbud lige NU. Jeg købte den til ære for første skoledag, og hun har boet i den lige siden…. I hvert fald når vi har været indendørs, da den jo er lidt sommeragtig…. Vi købte også en bluse med citroner på, mest af alt fordi, at vi bare elsker citroner (se fotos af begge nederst i indlægget)…..

I det hele taget har de bare meget fint hos Ellos KIDS …. Jeg kan anbefale jer at kigge forbi. Vi bruger også meget at købe undertøj her fra, de har fine undertrøjer i neutrale farver, hvilket jeg er blevet rigtig glad for. De ses nemlig ikke igennem det man har på yderst. Og det kan jeg godt li. Underbukserne er der så lidt mere skrald på, fx er Merle ret vild med dem med ananas, dem kan du finde lige HER.

Afslutningsvis må jeg bare konstatere, at det der med, at skrue tiden tilbage, og få små babyer igen…. det kan man jo ikke, så jeg følger selvfølgelig bare med i livet og accepterer, at vores piger er ved at være store piger…. Men jeg nyder nu stadig den der stund, hvor specielt Neel putter sig ind til mig, og bare har brug for tryghed, en bamse og et kram…. Og Merle, der spørger ind til verden, og ord på engelsk…. Om hvem ham Donald Trump er og om vi kan se hans skyskraber når vi skal til New York. Jo Jo, tiden har ændret sig, pigerne vokser…. Jeg skal nok få styr på det rent følelsesmæssigt, det sker bare ikke i helt samme tempo som hos pigerne 🙂

Dejligste søndag til jer alle.

Citrus kærlighed for alle pengene…. Jeg har linket til begge lidt længere oppe i indlægget 🙂 Men fine er de bare, ik???

Puha…. Sikke en søndag morgen…. formiddag…. weekend i det hele taget. Både Jesper og jeg har haft ondt i maven hele weekenden på Neels vegne.

Idag, i eftermiddags, der var der nemlig meldt ud, at vi på forældreintra ville få Neels årgang sendt ud. Altså hvilken klasse hun skulle gå i, og med hvem.

Jeg har aldrig skrevet om det før, men idag kan jeg mærke, at jeg godt vil åbne op for den oplevelse vi havde da Merle startede for 3 år siden. Det var en helt forfærdelig første skoledag for hende, og for os, og den første uge er jeg ikke helt sikker på hvordan vi overhovedet kom igennem…..

På den skole vores børn går, der ved man på forhånd INTET om, hvem man kommer til at gå i klasse med de næste mange mange år. Det får man først at vide den aller første dag. Eller det gjorde man i hvert fald den gang, i år fik vi så en melding på forældre intra her dagen før. Og hvordan de gjorde sidste år, det har jeg ikke helt styr på.

Men den gang, der foregik det således, at hele den kommende 0 årgang sidder på gulvet i en stor sal, og så starter en lærer til den første klasse ellers med at læse en klasse op. Når deres navn er blevet råbt op, så går de op til læreren, og når klassen er fuldendt, så går man ud af salen og over i den klasse man så skal være. Da jeg blev opmærksom på det var sådan det skulle foregå, der fik jeg en stor knude i maven.

Vi stod der, ude i siden, og så Merle sidde inde i midten på det her gulv, hun sad selvfølgelig sammen med sine veninder, og de sad spændte og ventede….. Det viser sig så, at ALLE Merles veninder har rejst sig op, og er gået ud af salen da den sidste klasse, som Merle skal gå i, bliver råbt op. At stå der som forældre, og se lille Merles ansigt, da hendes veninder ‘en efter ‘en gik ud af salen, det gjorde SÅ ONDT….. Der var ikke ‘en eneste pige fra hendes børnehave tilbage i klassen hun skulle gå i. Merle legede godt nok meget med drenge den gang, og dem var der nogle stykker af, men alligevel, ikke ‘en pige var der tilbage. Hun så meget betuttet ud, og da vi kom over i klassen med hende, så vender hun sig rundt og kigger på Jesper og mig “Mor, jeg tror jeg skal til at finde nogle nye veninder”….. Jeg kunne slet ikke være i det, gud hvor var det dog forfærdeligt…… Efter første time møder vi de andre forældre ude på gangen, forældre til de piger som Merle plejede at lege med, de var glade og højt talenede, for deres børn var jo kommet sammen…. mange kommenterede dog “det var da mærkeligt med Merle hva?”…. Og ja, det var sgu godt nok mærkeligt….. Jesper og jeg tog selvfølgelig lyn hurtigt action på det, og i løbet af ugen, der lykkedes det også, at flytte hende ind i en anden klasse, hvor der i det mindste var et par stykker hun kendte….. Vi fortalte ingenting til hende i løbet af ugen, forsøgte kun at skabe positiv stemning for hende, og ikke gøre hende opmærksom på, at der måske var mulighed for hun blev flyttet.

Men da vi fik endeligt besked, at fra fredag morgen kunne hun flyttes til 0.C, der fik hun det at vide af en lærer henne på skolen…. Jesper og jeg står ved siden af, og det første Merle gør, det er at hun falder den her lærer om halsen og siger grædende “tusind tusind tak”……. Her går det op for os, hvor MEGET det alligevel havde fyldt i hende, hvor meget hun hele ugen selv havde forsøgt at holde humøret højt, men hvor meget hun virkelig gerne ville ind og være sammen med de piger hun alligevel kendte i forvejen.

Her i byen starter man i brobygning ca. 3 måneder før sommerferien, og man skulle jo mene, at de her opdager de relationer vores børn har med sig, og som de skaber i løbet af perioden på tværs af børnehaverne….. Men i Merles tilfælde, der havde de simpelthen glemt at kigge på hendes pigerelationer, og derfor endte det som det gjorde. Nogen forældre ville måske have tænkt, det klarer mit barn i stiv arm, så lærer hun nogle nye at kende. Og det kan sikkert også godt være, at alt var gået godt med tiden. Men vi er vel alle enige om, at vi på vores barns vegne, bare ønsker at første skoledag skal være en succes. At det super glade og stolte barn man går afsted med, også er et lykkeligt barn man har med hjem. Og det havde vi ikke…. Hun var ikke glad, før ugen efter, hvor hun startede i den anden klasse, og havde nogen hun kendte.

Vi har naturligvis i Neels brobygningstid, gjort meget opmærksomme på, at vi ikke ønskede sammen seance opstå igen, at vi rent faktisk meget gerne ville opleve en positiv første skoledag, og opleve et glad og lykkelidt barn, som kan bruge sit krudt på at studere alle de nye indtryk…. Men med sin sikkerhed på sidelinjen, i en eller to af de veninder hun nu har haft i næsten 4 år.

Idag kom den så…. den der BIB lyd på telefonen, at der var klasselister på forældreintra….. Jeg tager min telefon, og kan bare mærke mit hjerte hopper og banker, shit…. Det her fylder virkelig meget for mig kan jeg mærke. Jeg gik og støvsugede, og så beskeden bibbe der på bordet. Jeg smed den straks fra mig, og åbner den med bævrende hænder….

Jeg læser og læser navnene i A, og B og først i slutning af C står Neel, og heldigvis i samme klasse, der står veninderne….. Og så græd jeg, løb grædende ud til Jesper, som blev næsten lige så rørt. VI måtte nykke om hvem af os der skulle fortælle det til Neel, for vi havde ikke styr på følelserne nogen af os….. Hun blev naturligvis glad “det var lige som jeg ønskede mig” siger hun, “og hvad klasse skal jeg så gå i?” spørg hun…. Og det kunne vi så også fortælle.

Nu sidder vi så her, med en slags feststemning i huset, god aftensmad vi netop har afsluttet, og et barn der sover med skoletasken ved siden af sig…. Vi glæder os allesammen helt vildt til imorgen. Desværre sidder der nok nogle, som ikke har det så sjovt, som har et barn der er ked af det, og som ikke glæder sig til imorgen. Nogle forældre der nu skal til at bøvle med pædagoger og lærere, om at få deres barn flyttet sammen med en fast veninde eller kammerat. PUHA det er svært, og jeg har ingen ide om hvordan det foregår på andre skoler. Men det her, det har i hvert fald givet mavepine i vores lille husstand her i weekenden…. Og jeg vil også tillade mig at være glad den her gang, for vi synes ærlig talt vi har taget vores tørn på det her emne.

Kære læsere, jeg antager, at der både er mødre til skolebørn og lærere der læser med her, hvordan foregår det på jeres skoler, kan det virkelig passe, at man gør det på den her måde…. At man på ingen måde kan forberede børnene på de klasser de skal i lidt før? Jeg håber i hvert fald ikke, at der er nogen der holder sig til den metode, hvor man sidder og ser sine veninder gå ud af døren en efter en….. Jeg synes simpelthen det fjerner AL glæde ved den første skoledag….

Jeg er ikke oven ud begejstret for den her skole i forvejen, og vi rumsterer også med tanker for fremtiden rent skolemæssigt, men lige nu, der synes vi også det er svært at flytte pigerne ud af deres forholdsvis trygge rammer….. De tanker må der blive plads til en anden dag….

Men jeg er spændt på at høre responsen fra jer….

Det er i øjeblikket meget oppe i tiden, at tale om de her kropsidealer. Om man er er fast, stram, har store bryster eller små numser, om man er fast i kødet eller dansker dellerne rundt…. Der er i det hele taget meget snak om det. Jeg har som udgangspunkt aldrig rigtig gået op i den her slags debatter og snakke, og faktisk, så er jeg også gået på sommerferie, men jeg fik alligevel lyst til at berette lidt om min krop og hvad jeg synes om den.

Det hele kommer sig af, at jeg i weekenden lagde 2 stories op på Instagram, de er væk nu, og jeg fik ikke gemt dem, så jeg kan ikke ligge dem ind i indlægget her. Men sagen er den, at jeg de sidste 3 måneder har gået virkelig meget. Jeg har altid gået meget, men længden de sidste 3 måneder er forøget og turene meget hyppigere end jeg har gjort i mange år.

Det hele kom sig af, at min veninde skulle holde 40 års fødselsdag, og meget gerne ville gerne tabe 10 kg inden. Festen var for halvanden uge siden, så målet startede for de her ca. 3 måneder siden. Jeg inviterede hende med på mine gåture, så slap Jesper, og jeg fik selskab alligevel. Jeg kan nu også godt li at gå en tur med musik i ørene, men de her 11 km ture, de er altså lange alene.

Så vi startede med at gå, og inden jeg fik set mig om, så var vi faktisk afsted næsten hver eneste dag. Og min veninde havde tabt sig hver 2 uge når hun stod på vægten. Det kørte bare for hende, og jeg synes egentlig også, at jeg selv begyndte at kunne mærke lidt forandring.

Vi ejer ikke en vægt her i huset, så jeg anede ikke om min vægt ændrede sig. Men jeg følte mig godt til pas, og det var jo det vigtigste….. For en måned siden hoppede jeg så af ren nysgerrighed på mine forældres vægt. Det er den jeg vejer mig på når jeg vejer mig, og derfor også den jeg har min seneste vægt fra. Jeg vil tro jeg har vejet mig i februar sidst….. Og til min store overraskelse, så havde jeg faktisk taget 2,5 kg på….. Og da jeg så i weekenden prøvede igen, så var vi oppe på en vægtøgning på 4 kg….. Og det var så her, jeg fik lyst til at spørge ud i forum, om det mon var normalt sådan at tage på, når man faktisk rør sig virkelig meget. Min mand som jo har levet af sin sport i mange år, han er ret overbevist om, at det selvfølgelig er musker der vokset, og muskler vejer mere end fedt. Alt det her, det ved jeg jo egentlig godt. Men jeg synes rent motivationsmæssigt, at det tricker mig lidt.

Som barn dyrkede jeg masser af sport, og jeg har også løbet af flere omgang i mine teenageår, men hver gang jeg løber, så bliver mine lårmuskler virkelig store, og det gider jeg bare IKKE. Jeg er ikke den store motionsfreak, jeg kan godt li et par gåtur og noget frisk luft, og jeg gad da også godt, at min krop så ud som da jeg var 20. Men jeg gider det alligevel ikke så meget, at jeg vil yde en hel masse sport for det. De lange gåture har altid være bedst for mig, både for mit sind, men også for mit temperament og min krop…..

Jeg var dog rasende overrasket over, at jeg på 3 måneder har taget 4 kg på, mens min veninde til slut havde tabt 10,5 kg…..

Men når man ligger den slags ud i forum, så ved jeg godt, at man kan forvente respons både i øst og i vest….. Og dem jeg fik aller flest af, de lød sådan her ” GLEM DEN VÆGT, DET ER IKKE VIGTIGT, DU SER GODT UD, VÆR GLAD FOR DEN KROP DU HAR”…… Ja…… Det er jeg så også, for det meste i hvert fald, men jeg synes bare det var en anelse umotiverende, at stige så markant i vægt, når jeg rent faktisk har bevæget mig så meget. Vi snakker gennemsnitligt 70 km om ugen, med en forholdsvis høj fart. Min kost er den samme, så det er ikke fordi jeg bare har indtaget det dobbelte….. Jeg begynder nu også at mærke, at mine bukser sidder strammere om lårene, og det irriterer mig, at mine jeans sidder så tæt, når lårmusklen vokser….. For som jeg sagde før, så gider jeg kun bevæge mig, for at blive lidt mere fit.

Det er jeg så også blevet, mine ben er i den grad strammet op, men også vokset…… Jeg ved jo dog, at det er muskler, og de vejer mere. Jeg ved alt det her, men det jeg sagde var bare, at det irriterer mig.

Lad os vende tilbage til mit syn på egen krop….. Jeg er 38 somre om 2 uger, jeg er 172,5 cm høj og jeg vejer - normalt ca. 62,5 - lige nu 66,5. Når jeg ser mig i spejlet så tænker jeg, det er helt ok, jeg ser sund, frisk og rask ud, men jeg gad da godt være lidt strammere. Sådan har jeg altid tænkt, også da jeg mødte Jesper og vejede 16 kg mindre…. For ja, det gjorde jeg. Men det med at være blevet ældre, have født børn og bare spiser lidt mere, det har gjort, at jeg nu i 9 år har vejet og målt ca. sådan her….. Og det er jeg altså helt og aldeles tilfreds med….. Jeg har længe forliget mig med at jeg nu er str. 38/40 og ikke længere en str. 36.

I skrivende stund, der sidder jeg også og ser noget på Go morgen Danmark om Bikinikrop….. Som i deres oplæg burde hedde “krop i bikini”…. Vi kvinder ER forskellige, og vores kroppe reagerer forskelligt både på kost og motion. Og min har så åbenbart tendens til vokse hurtigt, når jeg yder lidt mere end jeg plejer….. Men alt i alt, så er jeg helt og aldeles tilfreds med at være den jeg er, og med at være i den krop jeg nu en gang er født i…..

Det havde jeg simpelthen lige brug for at fortælle, fordi jeg var nervøs for, om nogen havde en tro på, at jeg skulle være med til at at lave en forvridningen af synet på kvindekroppen….. Til det her jeg overhovedet ikke nogen holdning, folk må se ud præcis om de har lyst til…. For det gør jeg også selv 🙂

Ja hvad er det så lige jeg mener med den overskrift….. Jo det skal jeg sige dig, og det er ganske alvorligt….. Jeg overhørte en snak i mit TV imorges, det var Go’ Morgen Danmark der snakkede om noget facebook, at de tilsyneladende sælger private oplysninger til store virksomheder, så de - virksomhederne - kan ramme hidtil uberørte målgrupper indenfor deres område…. Jeg hører det kun med et halvt øre, men da værten Ida Wohlert pludselig siger “nu forstår jeg hvorfor alle mine “venner” er så enige med mig på facebook” der måtte jeg lige sætte mig ned og høre det færdig. Det viser sig nemlig, at algoritmen styrer dig fuldstændig. Facebook sørger for, at du kun bliver fyldt op med artikler, videoer, likes osv fra folk der er enige med dig. Det er fandme skræmmende, det er det virkelig.

Facebook ejer også Instagram, det ved vi allesammen godt, jeg har også skrevet om det før, for det bekymrede mig MEGET, da instagram lavede det ukronoligiske feed, og det irriterer mig stadig noget så grusomt. Men det andet der efterhånden irriterer mig meget er, at hele mit følger feed fandme ligner hinanden. Jeg bliver ikke rigtig mindet om nye skønne profiler mere, jeg møder ikke spændende indretninger længere, jeg møder bare det samme og det samme….. Og efterhånden kan jeg mærke, at jeg får styret min egen tankegang i samme retning…. Det ser sgu smart af de her firmaer, det er det….. Men det var først her til morgen, at det gik op for mig, hvordan det faktisk hænger sammen…. At det er noget der 100% er nogle mennesker der sidder og styrer.

Ta nu mig som ekstempel, jeg skal imorgen ud og købe nye fronter til vores køkken (meget mere om det i et andet indlæg) jeg ved allerede nu hvad jeg skal vælge, og I kan være helt sikker på, at det passer skide godt ind i mit feed, og ligeledes ind i dem jeg følger….. Det er fordi, at jeg tilpas mange gange, nu har set smukke flagrende gardiner, blomsterbuketter, dusede farver, møbler i træsorter og gamle slidte karlekammerskabe som gør, at valget er faldet på dem som det er….. Nu skal det ikke lyde som om, at jeg ikke længere kan tænke ud af boksen, for det kan jeg. Valget er også taget ud fra, at det godt må holde mere end et par år…. Igen, det kræver et helt andet indlæg. Det skal heller ikke lyde som om, at jeg ikke kan li ovenstående, for det kan jeg, virkelig…..

Men det jeg vil sige er, skynd jeg lige ud og følg nogle nye spændende mennesker, måske er deres indretning ikke lige helt i tråd med din, men like deres billeder alligevel, ellers ender det med, at instagram styrer din tankegang, og hvor ville det dog være forfærdigeligt. Vi har brug for at få brugt de små grå, at tænke lidt i nye baner, at træde ud af lemmingeffekten…… Det har jeg i hvert fald, og det tror jeg nu også at I har. Jeg vil selvfølgelig meget gerne inspirereres i den retning jeg selv befinder mig, selvfølglige….. Men jeg vil sgu også gerne se noget andet, noget nytænkende, noget anderledes….. Det er det der skaber den aller største dynamik og de aller fedeste ideer……

Men det er et valg man selv bevidst skal ta’. At man ikke bare følger mængden, at man ikke bare glider ind i flokken og gør det samme som alle de andre.

Bare lige en onsdagstanke….. Som jeg fandt temlig vigtig ! Og hvis du vil høre meget mere om det her, så viser TV 2 altså en dokumentar om det fra BBC i aften…. Den skal jeg i hvert fald se!

Sponsoreret af Nordlux

For små 2 uger siden var jeg til presse event hos Nordlux , i lokaler som jeg er tæt på, at kalde de smukkeste i København. Eventet foregik nemlig i Kinfolks lokaler på Amagertorv i København…. Fantastisk for mig at være inviteret til dette, for jeg ELSKER jo København, men når det yderligere kombineres med smukke lokaler og virkelig fine lamper, så er det bare den slags dage hvor jeg 100% er i mit es.

Nordlux havde inviteret i forbindelse med, at de faktisk i år kan fejre 40 års jubilæum. Nordlux kendetegner bla sig selv som “Design for the people”, og til det kan jeg kun nikke genkendende. Deres lamper udstråler nemlig både høj kvalitet og virkelig stilsikkert design, men samtidig er deres priser altså i et niveau, hvor alle kan være med. Under eventet stod jeg og talte med en af medarbejderne fra Nordlux, hun fortalte lidt om hvordan firmat i sin tid startede i en kælder, hvor man havde siddet og leget med den aller først model. En firkantet model bygget i træ med trælameler som lyset kunne trænge ud igennem. Den lampe blev senere udviklet således lamellerne blev i metal, og lyset bedre kunne trænge ud. Her blev jeg så helt nostalgisk, for lige præcis DEN lampe, den havde min mormor og morfar 2 af i deres lejlighed. Jeg husker den noget så tydeligt, for de havde dem i alle de år jeg har levet, indtil min mormor flyttede ud af deres fælles lejlighed for ca 10 år siden. Jeg vidste ikke det var en Nordlux den gang, men det ved jeg nu, og det synes jeg er rigtig skønt. Og designet synes jeg også stadig er ret cool.

Yderligere forelskede jeg mig også i lampen herunder, Artist 25 hedder den. Jeg synes den er SÅ smuk, og også ret genial. Den er simpelthen så smal, hvilket gør, at den fungerer perfekt hen over spisebordet, fordi man netop kan samtale henover den. Vi kender vidst alle den der situation, hvor man faktisk ikke kan se hinanden pga en træls lampe, men det sker bare ikke med den her. Yderligere er designet bare virkelig flot…. Den går jeg altså nu og overvejer til vores spisebord. Ikke fordi den egentlig fejler noget den vi har, men den her er bare super flot. På et par billeder højere oppe sidder jeg også under den med min veninde Juila, her kan man ret godt fornemme, hvor smal den i virkeligheden er.

Nordlux designer en bred variation af både indendørs og udendørs lamper, og bag alle Designs af linjen “Design for the people” står et udvalg af anerkendte danske designere bag. Smukt udseende går her hånd i hånd med funktionaliteten, og det kendetegner virkelig deres design. Designet tager højde for både mennesker og miljøet i alle deres løsninger, og det kan jeg rigtig godt li….

Med hjem fra eventet fik jeg denne bordlampe . På billederne herunder, kan I se hvor den står i vores stue. Jeg synes lige præcis den her lampe beviser det, som hele indlægget handler om, nemlig klassisk smukt design til en rigtig fin pris. Lampen koster nemlig kun 649 kr….. Det synes jeg altså ikke er dyrt for så lækker en bordlampe….

Anyway, hvis du alligevel synes, at du ikke lige har 649 kr til en lampe, så kan jeg fortælle, at jeg har fået lov til at udlodde en til en af jer læsere.

OG HVORDAN KAN DU SÅ VINDE DEN HER LAMPE?

Det er faktisk ret simpelthen, du skal bare smide en kommentar i indlægget her, og fortælle mig hvor du synes den skal stå hjemme hos dig? Jeg trækker en vinder allerede om 4 dage, altså på fredag d. 2 juni……

GOOD LUCK sweet people og dejlig aften til jer

Hvis du har lyst til at følge med i den spændende udvikling hos Nordlux.dk, så kan du gøre det via deres Facebook lige HER, og selvfølgelig på deres egen hjemmeside lige HER.