Når sorg og minder går hånd i hånd.... - Mor til Mernee

Når sorg og minder går hånd i hånd….

Tiden nærmer sig vinterferien, og det er med lidt blandede følelser, jeg glæder mig til ferien, til tiden med pigerne, til alle de sjove ting vi skal lave på deres værelser og til at være sammen.

Men jeg mærker også en helt speciel følelse i de her uger, luften, regnen, kulden og de tunge aftener…. De trækker tråde tilbage til samme tid sidste år, hvor jeg gik mange lange ture, med musik i ørene, kiggede op på himlen, og bad til, at det ikke blev idag de kaldte på min mormor….. Hun var erklæret terminal på det her tidspunkt, og vi vidste godt, at det var et spørgsmål om tid. Men der fra, og til at man sådan helt mentalt er klar til det…. Der findes på ingen måde en lige vej her til.

Det var hårdt, jeg græd meget, jeg var vred og jeg var så ked af det. Min lille mormor, den sidste bedsteforælder jeg havde tilbage…. Det synes jeg bare ikke var okay. Pigernes lille Olde, som de holdt så meget af….

Men i vinterferien skete det, opkaldet fra min mor, at nu havde hun fået fred og var taget videre… Op til morfar….. Jeg var helt ved siden af mig selv, jeg græd og græd….. Jeg var hele processen igennem….. Og min mor, som naturligvis var mindst lige så ulykkelig. Hun var sej min mor, hun var der bare 24 timer i døgnet den sidste uge, og sad sammen med hende da hun trak vejret for aller sidste gang. Jeg beundrede hende virkelig…..

Da bisættelsen var forbi, lejligheden tømt og livet sådan for alvor skulle finde vej tilbage, var foråret begyndt at vise sig fra sin pæne side, det hjalp på mange ting. Lyse timer, blomster der springer ud, duften af syrener… Det hele var med til at lukke de gode minder ind og trække de sidste triste måneder væk….. Mormors fødselsdag i maj – som pludselig ikke skulle fejres mere, pigernes fødselsdag og julen, hvor hun virkelig manglede. Alt sammen noget, man bare SKAL igennem….. Og det kom vi.

Nu er vi her, næsten et år efter…. Jeg kniber stadig en tåre i ny og næ, også i dag, da jeg skrev dette indlæg. Men det er helt naturligt, og også glædeligt, for det betyder selvfølgelig, at hun havde stor betydning for mig, at min mormor og morfar er gode minder fra min barndom. 2 mennesker der har været med til at danne rammer for mig og min familie. Som har givet mig den store kærlighed til naturen, min morfar som har viderebragt den store interesse for at fotografere… Og vores lille bitte have, som jeg forsøger at bringe den der rigtige kolonihavestemning ind i… Præcis som jeg husker det hos dem.

Vi er ganske få i vores familie, den består kun af os 4 samt mine forældre, det er alt vi har tilbage…. Jeg får tit en kommentar på vejen, at vi må være tætte, fordi mine forældre ofte figurere på mine billeder i mit instagram feed. Og det gør de også, for vi er meget sammen. Sådan har det altid været for mig, og i og med vi ikke bor længere væk, så gør det bare, at det er fortsat sådan. Det er hyggeligt, det er trygt og jeg holder uendelig meget af det.

Sommerferien er også planlagt, således vi igen mødes med mine forældre i en af ugerne, det nyder både Jesper og jeg, og pigerne elsker det. Vi skal passe på hinanden…. Og nyde den tid vi har sammen…. At dele de gode stunder med dem man holder af, det er det eneste rigtige for mig.

Men for at runde indlægget af, så ville jeg egentlig bare skrive, til jer der måske står midt i sorgen, eller ved den venter lige om hjørnet…. Det bliver lettere, og man forenes med det, som overskriften lyder, så er det som om, at sorg og minder nu går hånd i hånd…. De forenes i minder med smil, nogle gange også en tåre, men kun fordi, at minderne er gode… Det glædes jeg over idag, heldigvis….

 

Læs også

No Comments

    Leave a Reply